Forsvarets øgede tilstedeværelse bidrager til sikkerheden i Grønland
Sendes af: Departementet for Udenrigsanliggender og Forskning
Naalakkersuisut og Forsvarsministeriet samarbejder om at styrke sikkerheden i Arktis. Forsvaret er derfor i disse uger mere synlig i Nuuk, Kangerlussuaq og andre byer og bygder.
Initiativerne til øget tilstedeværelse og øvelsesaktivitet skal styrke Forsvarets evne til at operere i arktiske forhold, så Forsvarets opgaver i og omkring Grønland løses bedst muligt. Opgaverne udgør bl.a. eftersøgning og redningstjeneste (SAR) samt det militære forsvar af Grønland, herunder overvågning og suverænitetshævdelse.
Grønland er et stort land, og det arktiske klima kræver særlige kompetencer at kunne operere i. Forsvaret har derfor behov for at træne med både velkendte og mindre afprøvede kapaciteter, så kendskabet til miljøet og klimaet i Grønland opretholdes og styrkes.
Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Forskning Vivian Motzfeldt udtaler: “Hele formålet med Forsvarets øgede tilstædeværelse er at skabe tryghed for befolkningen, så vi får vist, at vi gør , hvad vi kan for at sikre, at Forsvaret er rustet til sin opgaveløsning. Men det er uvant for befolkningen at opleve Forsvaret og større militære kapaciteter i øget aktivitet i Grønland på denne måde. Derfor er det vigtigt, at vi kommunikerer tydeligt, at der er tale om øvelsesaktiviter, og at der er tæt dialog mellem Naalakkersuisut og Forsvaret omkring initiativerne. Grønland er et fredeligt land, og det bidrager Forsvaret til, at vi fastholder”.
Som del af kommunikationsindsatsen vil der blive afholdt borgermøde i Nuuk med chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Søren Andersen hvor borgerne vil få mulighed for at høre mere om Forsvarets tilstedeværelse og opgaveløsning samt stille spørgsmål.
Borgermødet vil finde sted søndag den 22. juni 2025 kl. 15.00 i Godthåbhallen
For mere information omkring afvikling af de konkrete øvelsesaktiviteter, henviser Naalakkersuisut til følgende platforme:
Arktisk Kommando
ARKTISK KOMMANDO - Joint Arctic Command | Facebook
Forsvaret
Samt Forsvarets øvrige profiler på Facebook, Bluesky, X og Instagram.
For yderligere information kontakt: Specialkonsulent Sophie Rud. 345000 soru@nanoq.gl