Gå til sidens indhold

Naalakkersuisut udpeger medlemmer til bestyrelsen for Grønlands Filminstitut

Sendes af: Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke
Den 20. november 2024 vedtog Inatsisartut en ny lov om filmvirksomhed, som har til formål at styrke filmbranchen i Grønland. Loven medfører oprettelsen af Grønlands Filminstitut, en ny, selvstændig offentlig institution, som forventes at blive etableret i løbet af 2026.

Grønlands Filminstitut vil blive ledet af en bestyrelse bestående af fem medlemmer, som samlet set skal have omfattende erfaring inden for filmindustrien samt kompetencer inden for medievirksomhed, markedsføring, virksomhedsdrift, økonomi og ledelse. Bestyrelsen vil være den øverste ledelse af instituttet og vil have ansvaret for at sikre, at instituttets arbejde er i overensstemmelse med gældende lovgivning og de mål, der er fastsat for instituttets udvikling og aktiviteter. Derudover vil bestyrelsen stå for forvaltningen af de økonomiske ressourcer og sikre opfølgning på instituttets målsætninger.

Bestyrelsens medlemmer vil have en funktionsperiode på to år. Naalakkersuisut udpeger bestyrelsesforpersonen uden indstilling, mens de øvrige medlemmer med personlige suppleanter udpeges efter indstilling fra Film.gl, Grønlands Kunstfond, skuespillernes organisation SILA samt Grønlands Erhverv og NUSUKA.

Følgende er udpeget af Naalakkersuisut:

Bestyrelsesforperson Malik Kleist
Medlem Claus Erik Nielsen, indstillet af Film.gl
Medlem Ulannaq Ingemann, indstillet af Grønlands Kunstfond.
Medlem Nukakkuluk Kreutzmann. indstillet af scenekunstforening SILA
Medlem Julia Pars, indstillet af Grønlands Erhverv og NUSUKA.

Naalakkersuisoq Nivi Olsen udtaler: ”Oprettelsen af Grønlands Filminstitut markerer et vigtigt skridt i udviklingen af filmbranchen i Grønland og understøtter målet om at fremme lokal filmproduktion og øge tilgangen til filmkunst for befolkningen.”

Naalakkersuisut ønsker Grønlands Filminstituts nye bestyrelse godt arbejde og ser frem til at følge med i udviklingen af filmbranchen her i landet.

For yderligere oplysning kontakt Kresten Lennert (Departementet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke)Toqq/direkte 34 5675, KRLT@nanoq.gl