Naalakkersuisut meddeler udnyttelsestilladelse til Greenland Resources A/S
Sendes af: Departementet for Erhverv, Energi, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling
Foto: Emil Nørgaard Stach, Justin Case Productions
Den 19. juni 2025 underskrev Naalakkersuisoq for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling Naaja H. Nathanielsen sammen med Dr. Ruben Shiffman, bestyrelsesformand i Green-land Resources A/S, en 30-årig udnyttelsestilladelse til molybdæn og magnesium ved Piiaaffik Høstakken (”Malmbjerget”).
Naalakkersuisoq for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling, Naaja H. Nathanielsen, udtalte ved underskiftsceremonien:
”Det er med stor tilfredshed, at Naalakkersuisut kan meddele endnu en udnyttelsestilladelse til et råstofselskab. Den fremdrift vi oplever i råstofsektoren er godt nyt for os alle. Råstofprojekterne bidrager til Naalakkersuisuts målsætning om en selvbåren økonomi og lokalsamfundene tilgodeses gennem jobskabelse, opgaver til det lokale erhvervsliv og gennem den såkaldte IBA, der er en-aftale mellem selskabet, kommunen og selvstyret der fokuserer på lokalsamfundet. Udnyttetilladelsen til Greenland Resources kommer kort tid efter at de har indgået en 10-årig afsætningsaftale med nogle af de største stålvirksomheder i Europa. Det er et tegn på tillid til vores mineindustri generelt, men også til Greenland Resources og deres projekt. Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet med Greenland Resources A/S, og jeg ønsker os alle tillykke og god arbejdslyst.”
Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø, Bentiaraq Ottesen, deltog ikke ved underskriftsceremonien, men udtalte sideløbende:
”Med udstedelsen af udnyttelsestilladelsen tager Greenland Ressources et vigtigt skridt videre i udviklingen af projektet. For Naalakkersuisut er det vigtigt, at råstofprojekter gennemføres med respekt og forståelse for vores natur og med fokus på både vores miljø og samfund. Det kræver åbenhed, faglighed og en tæt dialog med - og inddragelse af - de lokalsamfund, der bliver berørt. Vi ved, at råstofprojekter påvirker omgivelserne, og derfor skal de ske ansvarligt og inden for klare miljømæssige rammer. I Naalakkersuisut ser vi samtidig positivt på, at projektet har potentiale til at skabe lokale arbejdspladser og bidrage til den økonomiske udvikling.”
Bestyrelsesformand i Greenland Resources A/S, Dr. Ruben Shiffman, udtalte ved underskriftsceremonien:
"Vi takker Naalakkersuisut oprigtigt. Vores virksomhed har en god historik fra tidligere mine-projekter indenfor bæredygtig minedrift og for at skabe vækst og velstand til lokalsamfund. Malmbjerg har potentiale til at generere tæt på 1 milliard USD i skatter til Grønland i løbet af minens 20-årige levetid (ifølge vores NI 43-101 feasibility study); det kan skabe kritisk infrastruktur på østkysten og give folk nye livsfærdigheder. Projektet kommer i en tid med de-globalisering og betydelig vækst i forsvarsudgifter. Projektet vil være i stand til at forsyne ca. 25 % af EU's totale molybdænbehov og 100 % af behovet indenfor forsvarsapplikationer (mere end 80 % af de metalliske materialer til forsvarsindustrien kræver molybdæn). EU er den næststørste bruger af molybdæn på verdensplan, har stor forarbejdningskapacitet og de bedste specialstålprodukter på verdensplan, men har ingen molybdænudvinding. Kun ét land forsyner i øjeblikket EU med primært molybdæn, der er ideelt til højtydende stål og forsvar, og med magnesium, der er afgørende for produktion af elbiler. Malmbjerg vil ændre dette."
Næste skridt
Greenland Resources A/S er i gang med at færdiggøre Vurdering af Virkninger på Miljøet (VVM-redegørelse) og Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed (VSB-redegørelse). Når disse foreligger, skal redegørelserne i en 8-ugers offentlig høring.
Når de endelige VVM- og VSB-redegørelser er godkendt af Naalakkersuisut, skal selskabet udarbejde mine- og nedlukningsplaner. Greenland Resources A/S har frist frem til 31. december 2026 til at indsende en mine- og nedlukningsplaner. Mineaktiviteterne skal igangsættes senest den 31. december 2028, medmindre andet er godkendt.
Andre nyheder om samme emne
- 7. november 2022: Naalakkersuisut godkender VSB- og VVM-kommissorier for molybdæn-projekt ved Mestersvig
Kontakt
Pressehenvendelser: Jørgen T. Hammeken-Holm, tlf. 346800 eller asn@nanoq.gl
Øvrige henvendelser: Råstofstyrelsen, tlf. 346800 eller mlsa@nanoq.gl