Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosen er i Ilulissat for at fortsætte sit arbejde med at bringe borgernes perspektiver i centrum
Sendes af: Departement for Natur og Miljø
Foto: Aviaq Nielsen Qvist
I går – den 17. juni 2025 – rejste Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø, Bentiaraq Ottosen, til Ilulissat. Den første dag i Ilulissat bød blandt andet på et konstruktivt møde med borgmester i Avannaata Kommunia, Lars Erik Gabrielsen. Samtalen kredsede om aktuelle udfordringer – men også muligheder – inden for social-, affalds- og arbejdsmarkedsområdet. Dertil blev der udtrykt et generelt ønske fra begge parter om at styrke samarbejdet og koordineringen mellem Naalakkersuisut og Avannaata Kommunia. Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosens besøg i Ilulissat er en del af Bentiaraq Ottosens arbejde for at bringe borgernes perspektiver i centrum – dér, hvor de politiske beslutninger skal forankres.
Det var et konstruktivt møde, der i går blev afholdt mellem Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø, Bentiaraq Ottosen, og borgmester i Avannaata Kommunia Lars Erik Gabrielsen. Et af emnerne, som blev drøftet på mødet, var de stigende affaldsmængder i Ilulissat og de omkringliggende bygder. Affaldsområdet har i flere år været en problemstilling, som har krævet store investeringer, nationalt såvel som kommunalt. Samtalen tog således også udgangspunkt i, hvordan affaldsproblematikken kan imødegås strategisk fremover gennem et endnu tættere samarbejde kommunen og Naalakkersuisut imellem.
”Det gør et stort indtryk på mig, når jeg bliver fortalt om kommunale renovationsmedarbejdere, der må arbejde under uværdige forhold. Vi skylder medarbejderne, der håndterer affaldet – og borgerne, der lever med de store affaldsmængder – at der bliver skabt holdbare løsninger til gavn for alle. Der skal skabes et affaldssystem, der fungerer lokalt, men som vigtigst af alt formår at beskytte borgernes sundhed, vores natur og vores miljø. Jeg har konstateret, at der fortsat er udfordringer i forhold til transport af affald fra de enkelte bosteder til de nye affaldsforbrændingsanlæg, også her i Avannaata Kommunia. Men jeg tror på, at vi i samarbejde med kommunen – og via det gode arbejde, de allerede foretager sig – kan skabe en struktur, hvor vi kan komme de risikofyldte åbne afbrændinger til livs. Mit møde med borgmester Lars Erik Gabrielsen har efterladt mig med et klart indtryk af, at Avannaata Kommunia er deres ansvar på affaldsområdet bevidst – og at vi i et tæt samarbejde kan skabe de påkrævede og nødvendige løsninger på affaldsområdet. Naalakkersuisut vil fortsat støtte kommunerne med midler fra Miljøfonden, så vi får en miljø- og sundhedsmæssig forsvarlig affaldshåndtering i hele landet”, udtaler Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø Bentiaraq Ottosen.
Nye tilgange skaber nye muligheder på arbejdsmarkedet
Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosens første dag bød også på et oplæg fra Majoriaq om deres arbejde med revurdering af førtidspensionister og den nye lovgivning om jobsøgningsydelser. Revurderingsindsatsen i Ilulissat har blandt andet givet 52 borgere en ny chance for at blive en del af arbejdsmarkedet og derigennem muligheden for at bidrage til samfundet.
”Avannaata Kommunia italesatte på mødet, at der mangler arbejdskraft i kommunen – både faglært og ufaglært arbejdskraft. Jeg synes derfor, at det var meget inspirerende at høre om deres revurderingsindsats af førtidspensionister og hvad en sådan indsats kan gøre: for lokalsamfundet og for vores samfund som helhed, men lige så vigtigt hvad indsatsen har gjort for de mennesker, som nu er blevet en del af et arbejdsfællesskab, der kan skabe mening og større frihed for den enkelte. Indsatsen viser tydeligt, at der er store potentialer, der kan drages fordel af, hvis vi tør gøre tingene anderledes, arbejder sammen og møder borgerne i øjenhøjde. Der findes mange ildsjæle og rollemodeller i Ilulissat og de omkringliggende bygder, som kan inspirere særligt de unge, som står uden for arbejdsmarkedet”, udtaler Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosen.
Besøget i Ilulissat bød også på en højtidelig og smuk begivenhed. Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosen var således blevet inviteret til at holde en tale for de mange studerende, der havde færdiggjort deres uddannelse på Perorsaanermik Ilinniarfik/Socialpædagogisk Seminarium (SPS).
”Flere af de dimitterende talte om, hvor mange borgere, der har behov for de kompetencer, som de har fået oparbejdet og tillært sig gennem deres uddannelse. De dimitterende vil møde mennesker, der har det svært, med værdighed og med respekt for, hvor de står i deres liv. Det var meget rørende at mærke, hvor meget de dimitterende brændte for deres fag – og man kunne tydeligt føle deres ønske om at komme ud at bruge deres færdigheder, så de kan fortsætte med at hjælpe andre mennesker. De dimitterende er rollemodeller for os alle, og det er mit håb, at de igennem et langt arbejdsliv vil blive ved med at føle den stolthed for sig selv og deres fag, som jeg mærkede hos dem i dag”, udtaler Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosen.
Borgerne skal i centrum på borgermøde i Kulturhuset Sermermiut den 18. juni
Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosens besøg i Ilulissat kulminerer i dag den 18. juni, hvor der klokken 19:00 til 21:00 bliver afholdt borgermøde i Kulturhuset Sermermiut. På borgermødet vil Bentiaraq Ottosen holde oplæg om den kommende ældrepolitik, velfærd, ændringer i lovgivningen om arbejdskrafttilgang, kommunalstrukturen, den kommende pensionsreform og slutteligt affaldshåndtering. Vigtigst for borgermødet er dog, at borgerne får mulighed for at stille spørgsmål, lade deres perspektiver få plads og lade deres stemme blive hørt.
”Det er mit håb, at mange borgere vil bruge lidt af deres onsdag aften på at mødes med mig for at drøfte alt dét, der er inden for mine ansvarsområder, og som fylder i borgernes hverdag. Som jeg efterhånden har gentaget et par gange, så er det vigtigt for mig, at borgerne kan se sig selv i den politik, der udarbejdes på mine ansvarsområder. For at borgerne skal kunne se sig selv i Naalakkersuisuts politik, bliver vi først og fremmest nødt til at lytte. Borgerne skal føle sig inkluderede, og mærke, at vi tager de problemstillinger, som de oplever i deres hverdag, alvorligt. Som Lars Erik Gabrielsen og jeg blev enige om i vores samtale, så er det vigtigste, at vi har borgerne i centrum, når løsningerne skabes”, afslutter Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø Bentiaraq Ottosen.
Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosens tale til de dimitterende
Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosens tale til de dimitterende på Perorsaanermik Ilinniarfik/Socialpædagogisk Seminarium (SPS) kan læses i sin fulde længde her.
Kontakt
For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Anders Samuelsen på tlf.: +299 27 02 36 eller på e-mail: pan@nanoq.gl