Gå til sidens indhold

Grønland leder den Vestgrønlandske Kommission for første gang

Sendes af: Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning
Laks

Under North Atlantic Salmon Conservation Organisation (NASCO) årsmøde i Wales i dagene d. 3-6. juni ledte Grønland som formanden for kommissionen møderne i Den Vestgrønlandske Kommission for første gang i organisationens mere end 40-årige historie. Grønland har tidligere været viceformand ad flere omgange, men dette er første gang at Grønland har stillet sig til rådighed som formand. Grønland er valgt for en 2-årig periode og kan genvælges for yderligere 2 år. Den Vestgrønlandske Kommission, der ud over Grønland (som en del af Danmark på vegne af Færøerne og Grønland) består af USA, Canada, EU og Storbritannien.

Laksebestanden i hele Nordatlanten er fortsat i kritisk tilstand og fangsterne i 2023 og 2024 var rekord eller nær rekord lave med en samlet fangst på 348 tons i 2024 for hele Nordatlanten – også fangsterne i Grønland var de laveste nogensinde i 2024 med 19,9 tons i Vestgrønland. Grønland står fast på sin ret som oprindeligt folk til at fiske laks til eget forbrug – og har derfor fortsat et fiskeri.

Der er derfor stort behov for at fokusere på effekten af blandt andet klimaforandringer, barriere for laksens migration, prædation, forurening og påvirkning af akvakultur hvis man skal vende laksens nedgang. NASCO overvejer derfor behovet for et ministermøde i de kommende år for at sætte ekstra fokus på vildlaksens udfordringer.

Derfor fokuseres der også på opdatering af internationale retningslinjer og vejledninger for disse områder samt deling af viden på tværs af Nordatlanten, så man sammen kan forbedre vildlaksens tilstand. Dette er en del af NASCOs 10-årige strategi som blev godkendt i 2024: The Future of NASCO - a Ten-Year Strategy - NASCO

Til årsmødet gik Wild Atlantic Salmon Atlas også i luften, hvor NASCO har samlet et interaktivt kort over mere end 2.000 laksefloder over hele Nordatlanten med hver flods laksebestands status. Kapisillit er også at finde på kortet. Atlasset skal forbedre folks viden om laksens generelle status, men også den lokale bestands status. Atlasset findes her: https://arcg.is/1virq80. Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning overvejer værdien af at få atlasset oversat til grønlandsk.

Til årsmødet deltog for første oprindelige folks repræsentanter og institutioner som observatører. De kan blive akkrediteret til NASCO og deltage i årsmødet, hvor de gives taletid, samt i arbejdsgrupperne under NASCO.

Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning vil nu gå i gang med at forberede dette års laksesæson.


Om NASCO
NASCO blev oprettet i 1984. Organisationen har til formål at bevare og genskabe de vilde laksebestande i forskellige dele af Nordatlanten og Europa. Bestandene af vild laks har i en lang årrække været under pres bl.a. som følge af overfiskeri, prædation, forurening, opførsel samt bibeholdelse af dæmninger og udretning af de floder, hvor laksen gyder.

NASCO består af tre kommissioner, der hver især er med til at varetage forvaltningen af laks i hver deres område. Det drejer sig om Den Nordamerikanske Kommission, Den Nordøstatlantiske Kommission samt Den Vestgrønlandske Kommission.

Årsagen til det brede internationale samarbejde om forvaltningen af de vilde laksebestande i Nordatlanten er, at fisken bevæger sig over særdeles store afstande. Det vil sige, at de laks, der fanges i Grønland, oprindeligt kommer fra floder i Nordamerika (61% i 2024) og Europa (39% i 2024) primært UK og Irland. Der er tale om et såkaldt ”mixed stock fishery”, et udtryk der her bruges om fiskeri på bestande der består af fisk af forskellig genetisk- og geografisk oprindelse. Den eneste hjemhørende laksebestand i Grønland findes ved Kapisillit i Nuukfjorden. I henhold til Havretskonventionen skal man samarbejde om fælles fiskebestande, særligt migrerende fiskebestande, som er tilfældet med bestanden af atlantisk laks som Grønland fisker på. Rådgivningen fra ICES anbefaler at der ikke fiskes på bestanden.

North Atlantic Salmon Conservation Organization - NASCO


For nærmere information kontakt Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning apn@nanoq.gl