Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosens lod sig inspirere af den sydgrønlandske hverdag, borgernes fortællinger og deres løsningsforslag
Sendes af: Departementet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender
I denne uge vendte Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø, Bentiaraq Ottosen, tilbage til Nuuk efter en ugelang rejse i Sydgrønland. En rejse, der kredsede om ældrepolitik, arbejdskrafttilgang, kommunalstrukturer, pensionsreformen og affaldsområdet, men også bød på mange nærværende og berigende samtaler med unge, ældre og det kommunale frontpersonale. Formålet med rejsen til Sydgrønland var at lytte til borgerne og lade deres stemme være med til at forme Naalakkersuisuts politik og fremadrettede initiativer.
Udviklingen skal tage udgangspunkt i virkeligheden – dér, hvor borgerne er
Med et velbesøgt borgermøde i Qaqortoq, inspektion af affaldsdumpene i Narsaq og Qaqortoq, møde med borgmester Malene Vahl Rasmussen og den initiativrige kommunalbestyrelse i Kommune Kujalleq og møde med Ældretalsmanden, har Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosen netop afsluttet sin rejse til Sydgrønland. Fra affaldsdumpene til brandstationen i Qaqortoq – og fra Majoriaq i Narsaq til alderdomshjemmene Luuvikasik i Narsaq og Ajarsivasik i Qaqortoq blev Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosen mødt med stor indsigt på sine ansvarsområder fra borgerne. Og han blev bekræftet i, at borgernes stemme er vigtig, når fremtidens løsninger skal formes og ansvarsområderne løftes. Et fælles udgangspunkt, der skal løfte ansvarsområderne, bliver inddragelse:
”Jeg har mødt borgere i alle aldre – og drøftet alt fra ungdomsledighed og ældreområdet til den kommunale struktur. Jeg har talt med brandfolk, plejepersonale og renovationsmedarbejdere: alle mennesker, der arbejder for at holde Sydgrønlands omgivelser rene, og skabe tryghed og nærvær hos borgerne. Med andre ord har jeg mødt hverdagen i Sydgrønland, som den leves”, udtaler Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø, Bentiaraq Ottosen, og fortsætter:
”For mig er det helt afgørende, at virkeligheden for alle landets borgere afspejles i politikken, der udarbejdes på mine ansvarsområder. Derfor er det også min klare holdning, at der skal lyttes opmærksomt til borgerne. Borgerne skal føle sig inkluderede og mærke, at de udfordringer, som de står med, bliver udgangspunktet for de politiske indsatser, der så tydeligt kræves. Af samme årsag har det været vigtigt for mig at komme til Sydgrønland og lytte til stemmerne derfra. Vi skal have borgerne i centrum, når løsningerne skabes.”
Borgernes stemme er med til at skabe retningen – politikken skal følge efter
Under opholdet afholdt Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosen et borgermøde i Qaqortoq hvor ældrepolitik, arbejdskraftmangel, pensionsreform, affaldshåndtering og behovet for en ny integrationspolitik blev debatteret. Fremmødet var stort på borgermøderne – og engagementet endnu større. Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosen delte desuden sine planer om en kommende ældrelov, der skal sikre mere trygge rammer – både for personalet og for de ældre på landets plejehjem. Også besøgene på alderdomshjemmene Ajarsivasik og Luuvikasik bød på vigtige indsigter fra de ældre, og samtalerne om den kommende ældrelov blev derfor konkrete og menneskelige. Ydermere delte Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosen sine tanker om straksaktivering og ønsket om en bæredygtig arbejdskrafttilgang på borgermødet i Qaqortoq. Det var tydeligt, at borgerne er klar til at være en del af løsningen:
”Vi ser ind i en fremtid med en demografisk udfordring, der har stor betydning for vores arbejdsmarked og vores ældrepleje. Der vil blive flere ældre borgere, som fortjener kærlig omsorg og en værdig alderdom, og samtidig bliver der færre i den arbejdsdygtige alder. Vi mangler både faglært og ufaglært arbejdskraft mange steder i landet – også i Sydgrønland – og ledighedstallene er rekordlave landet over. Vi vil i Naalakkersuisut arbejde for at øge arbejdsstyrken, blandt andet ved at gøre det mere attraktivt at være i beskæftigelse, og så vil vi opdatere fast track-ordningen. I forhold til de unge, og deres engagement på arbejdsmarkedet, så mener jeg, at vi i højere grad skal møde dem der, hvor de er. Jeg blev derfor også meget inspireret af mit besøg på Majoriaq i Narsaq, hvor de har skabt et undervisningskoncept, der kombinerer selvforsyning, bevægelse og natur. At få flere mennesker i beskæftigelse handler også om at skabe hele mennesker”, udtaler Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosen.
Qaqortoq og Narsaq viser vejen på et affaldsområde i forandring
Affaldsområdet har i flere år været en problemstilling her i landet, som har krævet store investeringer nationalt og kommunalt. Affaldsområdet er samtidig et område, hvor borgerne mærker konsekvenserne direkte i deres hverdag, og de efterspørger derfor med rette løsninger, som både kan implementeres lokalt og fungere nationalt. Under besøget i Qaqortoq fik Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosen et konkret indblik i hvordan systematik i affaldshåndteringen kan skabe en affaldssituation, som er ønskværdig andre steder i landet:
”Det var meget opløftende at se dumpen i Qaqortoq, hvor affaldet var sorteret og pakket indtil ESANI A/S inden længe ankommer for at transportere affaldet til et af vores to nationale forbrændingsanlæg. Når det er sagt, så har jeg også fuld forståelse for, at måden, hvorpå vi håndterer vores stigende affaldsmængder, skaber en voksende bekymring blandt befolkningen i hele landet. I Naalakkersuisut har vi netop sendt et ændringsforslag til affaldsbekendtgørelsen i høring. Vi har måtte konstatere, at der fortsat er udfordringer i forhold til transport af affald fra de enkelte bosteder til de nye affaldsforbrændingsanlæg. Men jeg synes, at dumpen i Qaqortoq med al tydelighed viser, at der med struktur, vilje og forståelse kan skabes et affaldsområde, hvor vi kan komme de åbne afbrændinger til livs, transportere affaldet til de nye forbrændingsanlæg og deraf skabe et affaldsområde, der fungerer hensigtsmæssigt i hele landet”, udtaler Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosen.
Fremtidens politik skabes i fællesskabet
Med afslutningen på besøget i Sydgrønland står det klart for Naalakkersuisoq Bentiaraq Ottosen, at de politiske beslutninger på hans ansvarsområder, der ligger forude, skal ske i samarbejde med dem, der lever med konsekvenserne:
”I Naalakkersuisut forstår vi, at borgerne – med rette – kræver hurtig og rettidig handling, så vi får skabt udvikling og de ønskede forandringer i vores samfund. Som Naalakkersuisoq skal jeg skabe hurtige resultater, men det er også vigtigt at tage hensyn til de langsigtede konsekvenser af de beslutninger, vi kommer til at træffe over de kommende måneder og år. På borgermødet i Qaqortoq og i mit møde med frontpersonalet var det tydeligt, at der i Sydgrønland er et stærkt engageret lokalsamfund, der er interesseret i at finde løsninger på de problemstillinger, vi står med. Og jeg blev endnu en gang bekræftet i, at de bedste beslutninger bliver dem, der skabes i dialog med de mennesker, det hele handler om. Jeg glæder mig utroligt meget til at rejse videre rundt i landet i den kommende tid for at sikre, at også resten af landets borgere lyttes til og inkluderes i arbejdet på mine ansvarsområder. Næste borgermøde bliver i næste uge i Avannaata Kommunia”, afslutter Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Indenrigsanliggender og Miljø Bentiaraq Ottosen.
For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Anders Samuelsen på tlf.: +299 27 02 43 eller på e-mail: pan@nanoq.gl