Midlertidige ændringer af fødselsbetjeningen i Sundhedsvæsenet
Sendes af: Departementet for Sundhed og Personer med handicap
Sundhedsvæsenet ser sig desværre nødsaget til at foretage midlertidige ændringer i fødselsbetjeningen i Region Qeqqa og Region Kujataa. Ændringerne skyldes betydelige udfordringer med at rekruttere kvalificeret sundhedsfagligt personale, herunder læger med de nødvendige kirurgiske kompetencer, til aktuelt at opretholde fødselsbetjeningen ved regionssygehusene i Qaqortoq og Sisimiut. Ændringerne vil gælde for resten af 2025.
Som konsekvens af manglende speciallægefaglige kompetencer vil regionssygehusene i Qaqortoq og Sisimiut ikke kunne opretholde et fagligt forsvarligt fødselsberedskab og fungere som fødested. På Qaqortoq Regionsygehus er fødestedet allerede midlertidigt lukket og på Sisimiut Regionsygehus træder ændringerne i kraft den 22. april 2025.
Alle gravide fra Region Kujataa bliver tilbudt at føde på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. I 2024 var der 14 fødsler på Qaqortoq Regionssygehus. Gravide fra Sisimiut og mindre bosteder vil ligeledes blive tilbudt at føde på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. I 2024 var der 39 fødsler på Sisimiut Regionssygehus. Alle gravide fra Maniitsoq og gravide fra begge regioner med kendt risiko for fødselskomplikationer bliver allerede i dag henvist til at føde på Dronning Ingrids Hospital.
Graviditet og fødsel skal foregå i trygge og sikre rammer for mor og barn. Dette stiller store krav til det sundhedsfaglige personales viden og erfaring med at håndtere de hyppigst forekommende komplikationer i forbindelse med en fødsel.
Sundhedsvæsen arbejder fortsat efter de landsdækkende perinatale retningslinjer, der blev indført i 2002. Retningslinjerne blev indført for at sænke spædbarnsdødeligheden og dødeligheden blandt fødende kvinder og nedsætte risikoen for fødselsskader. Retningslinjerne beskriver minimumsstandarden for fødselsberedskabet på en sundhedsenhed. Fødselsberedskabet skal sikre, at akutte situationer såsom blødninger, kejsersnit og komplikationer hos kvinde eller barn håndteres af kvalificerede sundhedspersoner.
Sundhedsvæsenet er meget opmærksomme på de ulemper og bekymringer, som ændringen kan medføre for de gravide og deres familier. Det er imidlertid afgørende for moderen og barnets sikkerhed, at fødslerne foregår under fagligt forsvarlige forhold med tilstedeværelse af kvalificeret sundhedspersonale. Dette kan på nuværende tidspunkt desværre ikke kan sikres ved Regionssygehusene i Qaqortoq og Sisimiut.
Der vil fortsat være jordemoder og andet sundhedsfagligt personale ansat i Region Kujataa og Region Qeqqa til at varetage undersøgelser og svangreomsorgen for de gravide og deres familie i regionerne.
Sundhedsvæsenet vil orientere alle de berørte de familier direkte. Hvis man som borger har spørgsmål, skal man kontakte sin lokale sundhedsenhed.
For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Nivé Lynge Biilmann på mobil: +299 23 23 50 eller e-mail: Nilb@nanoq.gl