Gå til sidens indhold

Høringsmøder afholdt om Greenland Anorthosite Minings anorthosit-projekt

Sendes af:

Medlemmer af Naalakkersuisut, Naaja H. Nathanielsen og Kalistat Lund, deltog den 20. og 22. januar 2025 i offentlige høringsmøder om anorthosit-projektet nordøst for Qeqertarsuatsiaat.

Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling, Naaja H. Nathanielsen, udtaler:
”Dialog mellem borgere, myndigheder og projektejerne er afgørende for en god proces frem imod minedrift. Jeg har deltaget i mange høringsmøder gennem tiden og der bliver hver gang stillet rigtig gode spørgsmål og taget mange relevante emner op. Naalakkersuisut værdsætter borgernes engagement, da det gør projekterne bedre og gør os alle klogere. Det er med til at sikre, at minedriften er til gavn for samfundet. Både lokalt og nationalt.”

Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Miljø og Energi, Kalistat Lund, udtaler:
” Det er vigtigt, at vi sikrer åbne og gennemsigtige høringsprocesser, hvor borgerne får mulighed for at stille spørgsmål, dele deres bekymringer og bidrage med deres perspektiver. Med de netop overståede borgermøder er det mit klare indtryk, at borgerne føler sig hørt og lyttet til. Deres stemmer spiller en central rolle i vores bestræbelser på at finde balancen mellem økonomisk udvikling og miljøhensyn. Vores mål er at bevare og beskytte vores lands unikke naturværdier for fremtidige generationer”

Høringsmøder
Høringsmødet vedrørte selskabets udkast til VSB- og VVM-redegørelser, som er i offentlig høring frem til den 19. februar 2025. Formålet med høringsmøderne er, at selskabet kan fremlægge sit materiale, og at borgere kan stille spørgsmål og give kommentarerer, inden Naalakkersuisut tager endelig stilling til materialet.

Der var planlagt høringsmøder med fysisk fremmøde i Qeqertarsuatsiaat, Paamiut og Nuuk. Vejr og logistik gjorde det desværre vanskeligt at afvikle høringsmøderne som planlagt.

Høringsmødet i Nuuk blev holdt i Katuaq, mandag den 20. januar 2025. Mødet blev livestreamet.

Høringsmødet i Qeqertarsuatsiaat og Paamiut blev afholdt som ét samlet virtuelt møde onsdag den 22. januar 2025. Lyd og video blev transmitteret fra Nuuk til henholdsvis bygdebestyrelsessalen i Qeqertarsuatsiaat og forsamlingshuset i Paamiut.

Videooptagelser fra høringsmøderne er tilgængelige på selskabets YouTube-kanal. Referater fra møderne vil blive offentliggjort på Naalakkersuisuts høringsportal.

Høringsperioden fortsætter, selv om høringsmøderne er slut. Fristen for at sende et høringssvar er den 19. februar 2025. Indkomne høringssvar offentliggøres løbende, ligesom oversættelser af høringssvarene også offentliggøres i takt med, at oversættelsen ligger klar.

Høringsportalen
Du kan læse mere om projektet, høringsmaterialet mv. på Naalakkersuisuts høringsportal.

Link til tidligere nyheder om samme emne

  • 21.01.2025: Yderligere ændringer i høringsmøder om Greenland Anorthosite Minings anorthosit-projekt
  • 20.01.2025: Ændringer i høringsmøder om Greenland Anorthosite Minings anorthosit-projekt
  • 20.12.2024: Offentlig høring af udkast til VSB- og VVM-redegørelser for Greenland Anorthosite Minings anorthosit-projekt
  • 21.07.2022: Naalakkersuisut godkender VSB- og VVM-kommissorier for anorthosit-projekt ved Qeqertarsuatsiaat

Kontakt
Pressehenvendelser:
Departementschef, Jørgen T. Hammeken-Holm, 346800
Ministersekretær, Manasse Berthelsen, 345603

Øvrige henvendelser:
Råstofstyrelsen, mlsa@nanoq.gl