Nye indsatser på færdsels- og søfartsområdet til bekæmpelse af euforiserende stoffer
Sendes af: Departement for Boliger og InfrastrukturNaalakkersuisut ser med stor alvor på det stigende og meget alvorlige problem med euforiserende stoffer. Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur, Hans Peter Poulsen har derfor sendt opfordring til Erhvervsministeren og Transportministeren, med henblik på at opdatere lovgivningen på søfarts- og færdselsområdet. Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur, Hans Peter Poulsen udtaler:
”Det er vigtigt for mig at alle kan færdes sikkert i trafikken, både til lands og søs. Det er derfor nødvendigt med en opdatering af lovgivningen, således at det bliver muligt at pågribe og sanktionere bilister og søfarende der fører deres fartøj i narkotikapåvirket tilstand. Derudover ser vi et stigende antal sejlskibe langs den grønlandske kyst. Det er vigtigt for sejladssikkerheden, at der er mulighed for at monitorere og kontrollere denne type af fartøjer i de grønlandske farvande.”
Derudover indeholder henvendelsen til Erhvervsministeren ønske om bedre muligheder for at monitorere og kontrollere de sejlskibe der i dag sejler i de store, og visse steder ødede, grønlandske farvande. Dette for at sikre en adfærd der følger de grønlandske principper.
De ønskede ændringer vil på Erhvervsministerens område sikre at politiet ikke længere skal bevise at personer der har sejlet i narkotikapåvirket tilstand, har været så påvirket, at de ikke forsvarligt kan føre skibet. Det vil hermed blive ulovligt at føre skibet, så snart der kan påvises euforiserende stoffer i blodet. Derudover vil ændringerne indebære, at der sikres bedre muligheder for myndighederne til at monitorere og kontrollere sejlskibe i grønlandske farvande.
Ændringerne på Transportministerens område vil ligeledes sikre, at politiet ikke skal bevise at føreren af en bil har været så påvirket af euforiserende stoffer, at vedkommende ikke forsvarligt kan føre bilen. Det vil også her blive ulovligt at føre bilen, så snart der kan påvises euforiserende stoffer i blodet.
For yderligere information kontakt Departementet for Boliger og Infrastruktur på box909@nanoq.gl