Gå til sidens indhold

Ny forvaltningsplan for kystnært fiskeri efter hellefisk

Sendes af:
Jollefiskeri
Naalakkersuisut vedtog d. 16. december 2024 den første forvaltningsplan for kystnært fiskeri efter hellefisk i Grønland. Forvaltningsplanen træder i kraft d. 1. januar 2025.

Forvaltningsplanen har til hensigt at fastsætte rammerne for et stabilt, samfundsøkonomisk og på sigt biologisk bæredygtigt fiskeri efter hellefisk kystnært i hele Grønland.

I forhold til forvaltningen af det kystnære fiskeri efter hellefisk, så vil forvaltningsplanen indføre regulering ift. fastsættelse af TAC, herunder en løbende tilpasning af TAC og inddragelse af mere brugerviden i forvaltningen af fiskeriet. Generelt indfører forvaltningsplanen en ny tilgang, hvor forvaltningstiltag besluttes i tæt dialog med interessenterne. Derudover beskriver forvaltningsplanen rammerne for forvaltningen af det kystnære hellefiskefiskeri. Der er indarbejdet en midtvejsrevision som skal ske i tæt samarbejde med Fiskerirådet.

Forvaltningsplanen som skal gælde fra 1. januar 2025, er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af medlemmer fra Fiskerirådet herunder Grønlands Erhverv, KNAPK, QAK, SQAPK, Halibut Greenland, Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, Grønlands Fiskeri- og Jagtkontrol, Grønlands Naturinstitut, Kommunerne, Oceans North Kalaallit Nunaat, Royal Greenland A/S, og SFG. Departementet for Fiskeri og Fangst var den koordinerende enhed.

Arbejdsgruppen har arbejdet i 2 år med at udvikle forvaltningsplanen.

Forvaltningsplanen kan tilgås på Naalakkersuisuts hjemmeside her: Forvaltningsplaner.


For nærmere information kontakt Departementet for Fiskeri og Fangst, apn@nanoq.gl.