Gå til sidens indhold

Vivian Motzfeldt og Lars Løkke Rasmussen mødtes i Nuuk og nærmer sig afsluttende fase i forberedelserne til det kommende Formandskab i Arktisk Råd

Sendes af: Departement for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel
Vivian Motzfeldt mødtes med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i Nuuk. De to ministre drøftede forhold i forbindelse med Kongerigets kommende formandskab i Arktisk Råd.

Arbejdet med forberedelserne og rollefordelingen til Kongerigets formandskab i Arktisk Råd nærmer sig sin afsluttende fase.
I forbindelse med åbningen af den nye internationale lufthavn i Nuuk mødtes Naalakkersuisoq for Selvstændighed og Udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt med den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fredag den 29. november.

Der er kommet skred i forhandlingerne om rollefordelingen og forberedelserne til formandskabet i Arktisk Råd. Nu mangler kun de sidste detaljer i forbindelse med forberedelserne til formandskabet.

Det har været vigtigt for Naalakkersuisut, at Grønland får en ledende rolle i det kommende formandskab i Arktisk Råd. Det er der gensidig forståelse for i Kongeriget.
På mødet i det udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske kontaktudvalg i Nuuk i juni 2023, blev de tre regeringsledere således enige om, at Grønland vil have en særlig rolle under formandskabet.

”Der er glæde hos Naalakkersuisut over, at Grønland indtager en ledende rolle under Formandskabet i Arktisk Råd. Det er en positiv udvikling i anerkendelsen af, at Grønland indtager en retmæssig plads som en stærk stemme indenfor Kongeriget, når det vedrører Arktis. Jeg har arbejdet med udgangspunkt i Naalakkersuisuts Udenrigs-, sikkerheds-, og forsvarspolitiske strategi, hvor det fremgår, at Grønland ønsker en ledende rolle i Kongerigets delegation i Arktisk Råd for at bidrage med sit politiske og faglige arktiske input til det arktiske samarbejde. Det har Kongeriget vist forståelse for, og jeg ser frem til afslutningen på arbejdet, hvor vi snart kan melde ud om detaljerne for ansvars- og rollefordelingen, og sige tak for vores gode samarbejde og stærke fælles indsats”, udtaler Naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt.

“Vi står over for en verden i stor forandring. Forandringer som også vil kunne mærkes her i Arktis, og som stiller nye krav til samarbejdet og fællesskabet mellem Grønland og Danmark. Det har derfor – dagen efter at vi har åbnet den nye internationale lufthavn i Nuuk - været godt at drøfte nogle af de mange udenrigspolitiske udfordringer, hvor vi sammen skal finde løsninger og nye muligheder. I dag har vi blandt andet taget nogle gode og vigtige skridt i vores fælles dialog om forberedelsen af Kongerigets formandskab for Arktisk Råd og vedrørende spørgsmålet om Kongerigets arktiske ambassadør. Jeg ser frem til, at vi inden længe kan afslutte arbejdet med vores fælles formandskabsprogram og med Grønlands, Færøernes og Danmarks fælles indsats i Arktis og i Arktisk Råd”, udtaler udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.