Grønland markerer sig som central aktør i Mineral Security Partnership (MSP)
Sendes af: Departementet for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling
Den 20. november skrev Grønland historie som det første MSP Forum-land, der også var vært for et MSP-arrangement med fokus på udviklingen af kritiske mineraler.
MSP står for Mineral Security Partnership og er et samarbejde mellem lande, der arbejder for at sikre stabile forsyningskæder af kritiske mineraler.
Som medlem af MSP Forum og som muligt eksportland af kritiske mineraler har Grønland indtaget en særlig rolle i partnerskabkredsen. 39 ud af 50 kritiske mineraler, som er identificeret af USA, findes i Grønland. Et faktum, der gør Grønland til en strategisk vigtig aktør i den globale forsyningskæde af kritiske mineraler og den grønne omstilling.
Nøgleaktør i den grønne løsning
Naaja H. Nathanielsen, Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling understreger, at Naalakkersuisut er fast besluttet på at bidrage til den globale grønne omstilling ved at understøtte minedrift og eksport af kritiske mineraler til MSP-landene.
Med en licensadministration som foregår igennem et såkaldt “one door”-system har Naalakkersuisut målrettet arbejdet for at gøre reguleringen af minedrift lettere. Det enkle system sikrer et effektivt samarbejde mellem industri og myndighed.
“I Naalakkersuisut ser vi udvikling af de kritiske mineraler som en fælles global opgave, hvor Grønland kan få en afgørende rolle. Konferencen bekræftede Grønlands position som en mulig fremtidig nøgleaktør i den internationale værdikæde for kritiske mineraler og som en pålidelig partner i arbejdet med at sikre stabile forsyningskæder. Denne rolle kræver dog betydelige investeringer. I Naalakkersuisut fortsætter vi derfor vores fokus på at fremme den internationale interesse for investeringer i Grønland,”pointerede Naalakkersuisoq, Naaja H. Nathanielsen.
Naalakkersuisoq benyttede lejligheden til at fremhæve Grønlands strategiske styrker og ambitioner inden for mineralområdet. Blandt andet nævnte hun Grønlands Selvstyres Råstofstrategi 2025-2029, som, når den er vedtaget, vil sikre, at Grønland kan arbejde endnu mere fokuseret på at forsyne MSP-landene med kritiske mineraler.
Konferencen sætter Grønland på verdenskortet
Konferencen kom i stand på initativ af den højtstående amerikanske embedsmand for økonomisk vækst, energi og miljø i det amerikanske Udenrigsministerium, Jose W. Fernandez’ team.
Foruden USA var der deltagere fra Australien, Storbritannien og EU-Kommissionen. Om eftermiddagen deltog desuden repræsentanter fra den private sektor, finansielle institutioner og otte grønlandske rettighedshaverselskaber.
For yderligere oplysninger, Kontakt: Departementet for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling, Email: asn@nanoq.gl Telefon: +299 34 50 00