Gå til sidens indhold

Tillykke til alle fiskere og fangere

Sendes af: Departement for Fiskeri og Fangst

På vegne af Naalakkersuisut vil jeg lykønske alle fiskere og fangere med jeres dag. Desuden vil jeg også i dagens anledning ønske tillykke til sammenslutningerne: KNAPK, QAK og SQAPK.

Dagen for fiskerne og fangerne, er meget vigtig for mig. Det er en god ordning, at sammenslutningerne for fiskere og fangere har en dag om året, der hylder for fiskerne og fangerne.

Fiskeriet er Grønlands største og vigtigste erhverv. Mere end 4.300 personer er beskæftiget i fiskeriet eller i den fiskerirelaterede industri og handel, og det svarer til omkring 15 procent af den samlede beskæftigelse i hele landet.

Selvom fiskerne og fangerne ikke altid er enige med mig, er det mig magtpålæggende, at vi som folkevalgte skal inddrage sammenslutninger for fiskeri og fangst og fiskeriaktører, såsom kystnært fiskere og havgående trawlervirksomheder, når vi regulerer jeres erhverv til det bedre. Det er ikke altid let at se meningen med ændringerne på kort sigt, men på lang sigt vil ændringerne af reglerne komme både den enkelte fisker og samfundet til gode.

Den længe ventede lov for fiskeri blev vedtaget af Inatsisartut i forårssamlingen. Jeg er glad for at Inatsisartut vedtog denne vigtige lov, som vil blive en grundsten for fiskeriet i Grønland i rigtig mange år.

Der er over 500 jollefiskere i Nordgrønland, i forvaltningsområde 47, som har ønsket at overgå til individuelle omsættelige kvoter, IOK-ordningen per 1. januar 2025. Det er en uprøvet metode for jollefiskere, som fartøjsejerne over seks meter eller har praktiseret i de seneste mange år. Jeg bemærker, at der ikke har været udtrykt utilfredshed med IOK-ordningen fra fartøjsejerne der har været omfattet af ordningen, hvilket jeg selvfølgelig er glad for.

Og en af de nye tiltag, som desuden tiltræder fra det nye år, er, at alle aktører i det nuværende kystnære rejefiskeri, som udgangspunkt, vil få samme vilkår som det nuværende havgående rejefiskeri. Alle rejefartøjer kan fremover forarbejde 70 procent af fangsten ombord på fartøjet, hvor de resterende 30 procent skal indhandles på et anlæg i Grønland.

For at sikre de eksisterende landanlæg bliver vi dog nødt til at indføre lokale og særlige undtagelser til dette udgangspunkt. Bl.a. i område 47, hvor der fortsat vil være en pligt til at indhandle rejefangster.

Tiltagene bliver dog spændende at følge i fremtiden, og jeg håber, at IOK-ordningen og produktion af rejer ombord i kystnær fartøjsflåde vil blive en stor succes for alle parter.

På grund af usædvanlig forekomst af storis mellem april og august i Sydgrønland i år, har nogle fiskere og fangere været hårdt ramt på deres indtjeningsmuligheder, hvilket blandt andet skydes lukkede indhandlingssteder.

Efter grundig overvejelse tildelte Naalakkersuisut 13 fiskere fra Qassimiut og Aappilattoq støtte i begyndelsen af denne måned. Dette skyldtes de klimatisk betingede vanskeligheder som vi alle var vidne til i Sydgrønland.

Denne slags udfordringer vil vi desværre nok se flere af i fremtiden. Derfor er Inatsisartut ved at behandle en revidering af genetableringsstøtteloven, så vi står bedre rustet til at imødekomme katastrofelignende situationer fremadrettet.

Jeg er fortsat meget glad og tilfreds med færdiggørelsen af Inatsisartuts lov om fangst og jagt, der blev vedtaget under forårssamlingen i 2023. Hovedformålet med fangst- og jagtloven var at skabe en overskuelig, tidssvarende og brugervenlig Inatsisartutlov for fangst og jagt i Grønland, og det må man sige vi er kommet i mål med.

For at forbedre vilkårene for de eksisterende betalingsjagtarrangører, og deres kunder, har jeg fremsat et ændringsforslag til fangst og jagtloven så vi strammer betingelserne for at opnå autorisation som betalingsarrangør. Forslaget har til hensigt at skærpe tilknytningskravet til det grønlandske samfund for arrangører af betalingsjagt, og for at sikre lokal forankring og den nødvendige erfaring, når der udbydes trofæjagt.

Dermed skal den pågældende have boet i Grønland, og betalt skat til Grønland, i fem år og samtidig eje de nødvendige fangst- og jagtredskaber, hvilket er helt naturligt som professionel erhvervsdrivende. Tiltagene foreslås indført dels for at sikre at de pågældende jagtarrangører har den fornødne viden om de grønlandske forhold, og dels for at sikre at de kunder der kommer til Grønland, for at gå på jagt, får så god en oplevelse som muligt.

Jeg bemærker, at Selvstyret har et forslag om at indføre en officiel flagdag for fangernes og fiskernes dag, den 15. november. Forslaget er sendt til høring. Jeg påskønner forslaget, og håber, at den vil blive godkendt.

Jeg vil afslutningsvis også udtrykke min stolthed for de standhaftige fiskere og fangere, der er leverandører af fisk, pattedyr og fugle både til fiskefabrikker, brætter og vores gryder.

Uden forsyning af råvarer fra jer bliver vores maver ikke glade.

I dag fejrer vi jer!

For nærmere information kontakt Departementet for Fiskeri og Fangst, apn@nanoq.gl.