Gå til sidens indhold

Naalakkersuisoq: Absurd at Forældrekompetencetests stadig anvendes på grønlandske forældre i Danmark

Sendes af: Departement for Børn og Unge
Aqqaluaq B. Egede

Det er meget bekymrende, at der fortsat er kommuner i Danmark, der laver tests af forældrekompetencer og intelligens på grønlandske forældre, uden at tilgodese den grønlandske forståelse af kultur og sprog, udtaler Naalakkersuisoq for Børn og Unge, Aqqaluaq B. Egede.

Naalakkersuisut er opmærksomme på, at der anbringes relativt mange børn af grønlandske forældre uden for hjemmet i Danmark

Denne problematik er kommet til udtryk blandt bekymrede forældre, borgere og i medierne, hvor der fortsat er kommuner i Danmark, der anvender forældrekompetencetests, uden at tilgodese den grønlandske forståelsesramme for kultur og sprog.

Til januar er det to år siden, at Naalakkersuisut opfordrede de danske myndigheder til at handle på sagen og iværksætte brugen af grønlandske psykologer og socialt fagligt uddannet personale tilknyttet de grønlandske huse i Danmark til undersøgelse af grønlandske forældres forældrekompetencer.

”Det er absurd og foruroligende, at grønlandske familiers menneskerettigheder stadig den dag i dag ikke bliver beskyttet, når der foretages undersøgelser med tests, der ikke er standardiseret til en grønlandsk befolkning. Det er meget utrygt for de grønlandske familier. Grønlandske borgere er ligeværdige borgere i Rigsfællesskabet og det er derfor vigtigt, at grønlandsk kultur og sprog bliver inddraget i vurderinger af forældrekompetencer hos grønlandske familier,” påpeger Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke Aqqaluaq B. Egede.

Naalakkersuisoq vil derfor endnu engang kraftigt gøre opmærksom på, at denne opfordring kan bidrage til at mindske risikoen for misforståelser, når forældrekompetencetests foretages, samtidig med at barnets tarv varetages på bedste vis.



Kontakt
For nærmere information kontakt ministersekretær Rosa Thorsen på e-mail: rose@nanoq.gl eller tlf: +299 34 50 00.