Gå til sidens indhold

Pressemeddelelse om møde i Katuaq 4. november

Sendes af: Departementet for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling

Naalakkersuisut har længe haft et ønske om at inddrage befolkningen i spørgsmål om, hvad vi vil med vores retssystem, og navnlig om det nuværende system afspejler befolkningens retsfølelse.

Som et bidrag til dette har Naalakkersuisut i 2023 indgået aftale med en uafhængig forsker ved Ilisimatusarfik, som bl.a. som en del af sin undersøgelse afholder møder rundt om i landet, hvor man har mulighed for at give sine synspunkter til kende.

Naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen udtaler i den forbindelse:

”Jeg vil gerne opfordre alle, der har en interesse i vores nuværende og fremtidige retssystem til at møde op og give deres meninger til kende, således at vi politikere får et så godt og velfunderet grundlag at gå videre med i de kommende år. Det er altafgørende, at et retssystem er afstemt med borgernes retsfølelse, og det er derfor overordentlig vigtigt, at det ikke blot er på de sociale medier, at man ytrer sig, men at de gode pointer bliver en del af en videnskabelig undersøgelse. ”

Indbydelsen:

Kriminalitet og foranstaltninger har stor opmærksomhed i samfundet for øjeblikket. Det er vigtige emner, som alle borgere bør have mulighed for at udtale sig om.

For øjeblikket gennemfører en gruppe fra Ilisimatusarfik en undersøgelse, hvor befolkningens stemme bliver hørt.

Som en del af denne undersøgelse inviteres til åbent møde:
Mandag den 4. november 2024 kl. 19.00-21.00 i Katuaq, Imaneq 21, Nuuk (lokalet: Venskab)

Man kan deltage i debatterne på både grønlandsk og dansk. Tag gerne din ven, nabo eller et familiemedlem med.

Hvis du ikke kan deltage, kan du kontakte den ansvarlige for projektet, professor Anette Storgaard, Ilisimatusarfik. Email: asto@uni.gl for at få oplysning om andre dele af undersøgelsen, hvor du kan give din mening til kende.
Vi glæder os til at se dig til kaffe, kage, vand og en interessant snak om vigtige emner.

Personer uden bopæl i Grønland, med
politiske tillidsposter eller med ledende
funktioner i politiet, domstolene eller
kriminalforsorgen kan ikke deltage.