Gå til sidens indhold
  1. Del link

Udstilling om Grønland åbner i Bern i Schweiz

Sendes af: Departementet for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling

ALPS Museum i Bern i Schweiz har igennem længere tid forberedt en udstilling om Grønland. Udstillingen åbner den 24. oktober 2024. ALPS Museet i Bern sætter i det daglige fokus på livet i bjergrige områder. Denne gang har museet skabt en udstilling om livet i Grønland. Udstillingen består af 7 forskellige rum, med audiovisuelle elementer. Hvert rum har et tema, fx mineralske råstoffer eller musik og kultur.

Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling, Naaja H. Nathanielsen, er blevet interviewet til udstillingen. Emnerne for interviewet med Naalakkersuisoq er blandt andet Grønlands geologiske råstoffer, og udnyttelsen af dem, set i et globalt perspektiv. Udstillingen handler fx også om geologi og fjeldskredsforebyggelse, et emne som ligger tæt på Schweizernes egne erfaringer med fjeldskred.

Den besøgende oplever videooptagelser af mennesker fra forskellige egne af Grønland. Jonas Kristensen, der er fanger fra Kullorsuaq og rapper og kulturpersonlighed, Kim Jakobsen, som af de fleste er bedre kendt som Kimojax, er nogle af de mange mennesker, som ses og høres gennem udstillingens videoskærme. Alle interviewoptagelserne er undertekstede på tysk, fransk og engelsk.

Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling, Naaja H. Nathanielsen, siger: ”Jeg sætter pris på, at et museum som ALPS Museum i Schweiz viser så åben interesse og nysgerrighed for Grønland og grønlandske forhold og levevilkår. Jeg er glad for at have givet Grønlands perspektiv på vigtige spørgsmål om råstoffer og Grønlands undergrund. Det er også dejligt at have bidraget til en udstilling om Grønland, hvor flere forskellige stemmer fra flere egne i landet, bliver hørt og set. Jeg håber, at mange kommer og ser udstillingen.”

Åbningen af udstillingen sker med grønlandsk deltagelse af chefen for Grønlands Repræsentation i København, Jens Heinrich. Skuespiller, Aka Niviâna Mørch, og musiker, Inunnguaq Petrussen, deltager også ved udstillingens åbning. ALPS Museum i Bern forventer at mange gæster besøger udstillingen.

Kontakt: Departementschef Jørgen T. Hammeken-Holm, joeh@nanoq.gl, +299 34 68 46 eller chef for Grønlands Repræsentation i København, Jens Heinrich, jehe@ghsdk.dk, +45 31 16 66 14.

Fotograf Gian Suhner, ALPS Museum i Bern: Akitsinnguaq Olsen, Kullorsuaq.

Greenland | ALPS