Ingen hjælpepakke til Sydgrønland som følge af storisen
Sendes af: Departementet for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og LigestillingNaalakkersuisut har i dag modtaget Finansudvalgets afgørelse om en hjælpepakke til Sydgrønland, som følge af den ekstraordinære situation med storis. Et flertal i Finansudvalget har givet afslag på ansøgningen.
Støtten skulle gives som kompensation for aktørernes nedgang i omsætningen, da storisen i Sydgrønland forhindrede planlagte aktiviteter.
Afgørelsen bliver mødt af skarp kritik fra Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling, Naaja H. Nathanielsen, som udtaler:
”Jeg er både skuffet og uforstående over Finansudvalgets afslag. Jeg finder det meget, meget tankevækkende at man ikke vil give erhvervslivet i Sydgrønland en hjælpende hånd, for at håndtere en uforudset og vanskelig situation i en tid der er kritisk for erhvervsudviklingen. Naalakkersuisut har siden i sommer arbejdet intenst på at undersøge mulighederne for at hjælpe de berørte erhverv og jeg mener at erhvervet med rimelighed har kunne antage, at vi fra politisk side ville hjælpe, som vi har gjort tidligere i svære situationer. Finansudvalget har ikke begrundet afslaget. Det er min opfattelse, at både årsagen til hjælpepakken og forarbejdet har været grundigt og redeligt.”
|
For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Jeanette L. Petersen på telefon 34 52 06 eller på mail isiin@nanoq.gl