Vaccination mod covid-19 og influenza og i efteråret 2024
Sendes af: Departement for Sundhed
Vi går en efterårs- og vintersæson i møde, hvor det forventes, at smitten med covid-19 og influenza vil stige. Vaccination mod covid-19 og influenza nedsætter risikoen for et alvorligt sygdomsforløb. Derfor anbefaler Landslægeembedet, at personer på 65 år og derover, samt personer, der risikerer et alvorligt sygdomsforløb, bliver vaccineret mod både covid-19 og influenza.
Hos de fleste giver både covid-19 og influenza en mild infektion, men for nogle kan begge infektioner være alvorlige og føre til indlæggelse og i værste fald være livstruende.
Hvem tilbydes vaccination mod covid-19 og influenza?
- Alle borgere på 65 år og derover
- Personer under 65 år, der er i øget risiko for et alvorligt forløb (se nedenfor)
- Gravide i 2. og 3. trimester
Man skal være fyldt 65 år senest 15. januar 2025 for at blive tilbudt vaccination. Det vil sige, at man skal være født den 15. januar 1960 eller før for at være omfattet af tilbuddet.
Personer under 65 år, der er i øget risiko for et alvorligt forløb, omfatter følgende grupper:
Personer med kronisk sygdom
- Personer med KOL, astma eller anden kronisk lungesygdom
- Personer med sukkersyge type 1 eller 2 (diabetes)
- Personer med hjertesvigt, iskæmisk hjertesygdom eller andet hjerte- og karsygdomme (undtaget velreguleret forhøjet blodtryk som det eneste sygdom)
- Personer med kræftsygdom
- Personer med mave-, lever- eller nyresygdom
- Personer med gigtsygdom (undtaget slidgigt)
- Personer med sygdom i nervesystemet (neurologisk sygdom)
- Personer med medfødt eller erhvervet nedsat immunforsvar (immundefekt)
- Personer med påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
- Personer med andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden medfører, at influenza eller covid-19 udgør en alvorlig sundhedsrisiko
Andre sygdomme og tilstande
- Personer med svær overvægt (BMI over 35)
- Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden medfører, at influenza eller covid-19 udgør en alvorlig sundhedsrisiko
- Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet nedsat immunforsvar (immundefekt) eller børn i øget risiko for alvorlig influenza eller covid-19
Der vil ikke ske indkaldelse af særlige risikogrupper til vaccination fra sundhedsvæsenet. Borgere omfattet af tilbuddet vil selv skulle henvende sig på det tidspunkt, hvor vaccination udbydes lokalt. Det er ikke nødvendigt at bestille tid. Er man i tvivl, om man er omfattet af målgruppen, kan man kontakte nærmeste sygehus eller sundhedscenter.
Hvilke vacciner vil blive tilbudt?
- Covid-19: Der vil blive tilbudt en variantopdateret mRNA-vaccine mod covid-19 fra BioNTech/Pfizer.
- Influenza: Der vil blive tilbudt en vaccine rettet mod de influenza-typer, som forventes at dominere i efteråret og vinteren 2024.
Hvor og hvornår foregår vaccinationerne?
Vaccinationer vil finde sted i alle byer på tværs af landet onsdag d. 16. oktober og onsdag d. 23. oktober 2024 jf. nedenstående oversigt.
Borgere i bygder vil tilbydes vaccination jf. sundhedsvæsenets lokale planer for bygdebesøg.

Yderligere informationer kan fås ved henvendelse til landslæge Paneeraq Noahsen, nun@nanoq.gl eller på tlf. 34 51 92