Gå til sidens indhold

Anerkendelse og anbefalinger til Grønland fra FNs Handicapkomite

Sendes af: Departement for Børn og Unge

FNs Handicapkomite har fredag 13. september 2024 offentliggjort sine afsluttende bemærkninger og anbefalinger til Danmark, inkl. Grønland og Færøerne

Grønland tiltrådte i 2012 FN’s Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap (CRPD). Herved forpligtede Grønland sig til at efterleve konventionen bedst muligt.

Grundlaget for Komiteens afsluttende bemærkninger er den 2.-3. periodiske rapport til Komiteen på baggrund af spørgsmål fra Komiteen samt informationerne på mødet den 23. august hos FNs Handicapkomite.

Komiteen bemærkede under mødet den 23. august stor interesse i bidragene fra Grønland og Færøerne.

FNs Handicapkomite skriver i de afsluttende bemærkninger blandt andet, at komiteen påskønner den frugtbare og konstruktive dialog med den store danske delegation, inkl. repræsentanter fra Grønland og Færøerne.

Grønland fik anerkendelse for at have udarbejdet en national handlingsplan for efterlevelse af FNs Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap (CRPD) 2024 - 2034, og Komiteen anbefaler, at handlingsplanen ændres til at omfatte alle rettigheder og områder under Konventionen, samt at Grønland styrker kendskabet til konventionen hos offentlige myndigheder såvel som i befolkningen generelt.

Komiteen anbefaler inkorporering af Konventionen ved at vedtage den som lov, hvorved Konventionen får en mere direkte anvendelse ved domstolene og administrative organer.

Komiteen anbefaler:

  • At Inatsisartutloven om Ligestilling og Anti-diskrimination ændres til at omfatte rimelig tilpasning og ret til tilgængelighed for personer med handicap.
  • At børn med Cochlear Implant (et avanceret høreapparat) og deres forældre modtager læring i tegnsprog.
  • At der i risiko- og humanitære nødsituationer sikres særlig beskyttelse og støtte til personer med handicap.
  • At der udvikles en strategi om at sikre personer med handicap effektiv adgang til retsvæsenet.
  • At kvinder med handicap sikres støtte til at deltage I alle aspekter af spiralsagen / undersøgelsen, også til at søge erstatning og at undersøgelsen udvides til omfatte tiden indtil idag.
  • At gøre yderligere indsatser for at få kvalificeret støtte til personer med intellektuelle og/eller psykosociale handicap, så anbringelse af personer med handicap i Danmark ikke er nødvendig, samt sikre, at indsatserne er kulturelt passende, taget i betragtning at det store flertal i befolkningen i Grønland er inuit.
  • At der tages skridt til at garantere retten til oversættelse til tegnsprog, træning af tilstrækkeligt mange oversættere til tegnsprog samt træning af fagpersonale i dagtilbud og botilbud i tegnsprog.
  • At personer med handicap, inkl. personer med handicap, som har nået aldersgrænsen for alderspension, kan beholde deres ydelser til handicap-relaterede udgifter og tilvejebringelse af ledsagelse.
  • At Grønland ratificerer Marrakesh traktaten om at lette adgangen til offentliggjorte værker for personer, der er blinde, synshandicappede eller på anden måde har handicap i forhold til at læse trykte materialer.
  • At Grønland systematisk udvikler dataindsamling og statistik og forskningssystemer om personer med handicap, de barrierer som de møder, samt deres levevilkår, hvilket kan danne basis for at formulere og implementere politikker, som giver konventionen effekt.
  • At Grønland etablerer kontaktpunkt, som effektivt koordinerer implementeringen af konventionen med regeringen, og at Grønland etablerer en mekanisme til monitorering af implementering af konventionen, som lever op til Paris principperne, der er relateret til de nationale menneskerettighedsinstitutioner og lever op til GANHRI, den globale alliance af nationale menneskerettighedsinstitutioner og akkrediterer deres nyligt etablerede monitorerings mekanisme med A-status.

Komiteen lægger vægt på inddragelse af repræsentanter for personer med handicap til gennemførelsen af flere af Komiteens anbefalinger.

Næste gang Danmark, Grønland og Færøerne skal rapportere til FNs Handicapkomite, er i 2031.

Naalakkersuisut tager godt imod bemærkningerne og anbefalingerne fra FNs Handicapkomite og tager dem med ind i det videre arbejde med at forbedre forholdene for personer med handicap i Grønland.


Kontakt
For nærmere information kontakt ministersekretær Rosa Thorsen på e-mail: rose@nanoq.gl eller tlf: +299 34 50 00.