Naalakkersuisut er utilfredse med manglende fremdrift i Greenland Airports
Sendes af: Formandens DepartementFormanden for Naalakkersuisut Múte Bourup Egede og Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Hans Peter Poulsen er stærkt utilfredse over den manglende fremgang i håndteringen af de udfordringer, der har præget lufthavnsbyggeriet i Nuuk på det seneste.
”På trods af de ansattes ihærdige indsats for at opretholde driften og afhjælpe de mange problemer, opleves der fortsat gentagne udfordringer i driften, hvilket har konsekvenser for hele befolkningen”, siger Hans Peter Poulsen, Naalakkersuisoq for Boliger og infrastruktur og fortsætter:
”Vi kan ikke fortsætte med at være vidne til forsinkelserne og derfor forventer vi, at Greenland Airports overholder de deadlines de selv har meddelt offentligheden”, siger Hans Peter Poulsen.
Det er Naalakkersuisuts klare opfattelse, at disse udfordringer skal løses hurtigst muligt, og derfor vil de have fokus på bestyrelsens ansvar og ledelsesopgaver i projektet.
”Vi har bedt om et møde med bestyrelsesformanden og næstformanden i Greenland Airports, hvor det forventes, at der kommer fokus og handling for at sikre situationen. De nuværende forhold er uacceptable og vi forventer at der sættes yderligere fokus på fremdrift”, siger formanden for Naalakkersuisut Múte Bourup Egede.
For yderligere information, kontakt ministersekretær Niels Dorph, telefon +299 34 56 61 eller 288443, mail: ndor@nanoq.gl