- Vi er meget glade for det gode og konstruktive bilaterale samarbejde som vi har haft i mere end 30 år mellem Grønland og Norge”, sagde Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst Kim Kielsen, da han holdt møde med den norske minister for Fiskeri og Hav, Marianne Sivertsen Næss.
Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst Kim Kielsen deltog i Nor-fishing konference og messe i Trondheim, Norge i dagene den 19-21. august 2024. I forbindelse med konferencen mødtes Kim Kielsen sin kollega Marianne Sivertsen Næss som havde inviteret ham til at deltage.
De to fiskeriministre bekræftede det gode og konstruktive samarbejde som Grønland har haft i de seneste 30 år, både bilateralt, regionalt og multilateralt. De diskuterede blandt andet den bilaterale fiskeriaftale, forskningssamarbejde, og samarbejdet i de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer.
- Jeg sætter derfor pris på muligheden for at mødes med min norske kollega for at styrke vores relationer. Vi ser frem til at fortsætte vores samarbejde med Norge i de næste 30 år også, sagde Naalakkersuisoq Kim Kielsen blandt andet til sin kollega.
Nor-fishing er en stor fiskerimesse, som hvert år afholdes i Trondheim. Der var mere en 50 nationer repræsenteret ved messen, som har over 500 stande og omkring 17.000 besøgende.
Messen i Trondheim er særligt kendt for sit fokus på innovation og udvikling inden for fiskeriet. Udover messen, afholdes en konference om relevante fiskeriemner og udvikling inden for fiskerisektoren.
Naalakkersuisoq fik blandt andet præsenteret et nyt mere skånsomt redskab til fiskeri af kammuslinger som testes i Norge, den nyeste udvikling inden for grønne fiskefartøjer og hvordan klimaforandringer kræver mere forskning samt forslag til hvordan vi bedre kan udnytte havets ressourcer.
For nærmere information kontakt Departementet for Fiskeri og Fangst, apn@nanoq.gl