Pressemeddelelse fra Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland vedrørende fund af stort antal døde fugle
Sendes af: Departement for Fiskeri og FangstBillede udlånt af Pinngortitaleriffik og taget af Carsten Egevang
Der har den senere tid været meldinger fra borgere vedrørende døde søkonger flere steder langs østkysten, specielt omkring Ittoqqortoormiit. Der er kun observeret døde søkonger.
I et samarbejde mellem Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG), Departementet for Fiskeri og Fangst og Grønlands Naturinstitut er der igangsat en proces for at indsamle og undersøge fugle for eventuelle sygdomme.
Der er tidligere påvist højpatogen fugleinfluenza (Aviær influenza) i Grønland, og det mistænkes, at fugleinfluenza kan være årsagen til disse nye sygdomstilfælde og dødsfald blandt fugle. Det er dog på nuværende tidspunkt ikke bekræftet.
Risikoen for, at mennesker kan blive smittet med visse typer af fugleinfluenza gennem
inficerede fugle, er til stede, om end risikoen er lav. Det gælder ligeledes at smitte med virus kun i sjældne tilfælde vil give anledning til alvorlig sygdom hos mennesker. Generelt smitter fugleinfluenza kun sjældent til mennesker, og i de fleste tilfælde hvor mennesker er blevet smittet med fugleinfluenza, har de haft forudgående nærkontakt med fugle og/eller fjerkræ.
VFMGopfordrer borgerne til at følge nedenstående forholdsregler vedrørende håndtering af døde fugle:
- Vask hænder med sæbe, specielt efter udtagning af fugleindvolde.
- Flå fuglene i stedet for at plukke dem (giver mindre støv).
Influenzavirus dræbes ved gennemstegning/gennemkogning af kød og æg.
Selvdøde fugle bør kun håndteres efter aftale med myndighederne.
Ved fund af syge eller døde fugle i naturen eller ved spørgsmål, kontakt venligst VFMG på uumasut@nanoq.gl eller 34 50 00 og inden for telefontiden, mandag, tirsdag, torsdag og fredag, kl. 9.00 til 15.00. Ved akutte henvendelser kan Dyrlæge Stella Ege Kristensen kontaktes på tlf. 345390.
Med venlig hilsen
Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland