Gå til sidens indhold
  1. Del link

4 lejeboliger opføres i Qaanaaq

Sendes af: Departement for Boliger og Infrastruktur
Qaanaaq

Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg har godkendt Naalakkersuisuts anmodning om udmøntning af midler til opførelse af 4 lejeboliger i Qaanaaq. Med godkendelsen kan de endelige entreprisekontrakter indgås, og de nødvendige materialer bestilles, hvormed arbejdet kan igangsættes allerede til sommer. Lejeboligerne opføres af en lokal entreprenør og forventes at kunne ibrugtages i september 2026. 

Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Hans Peter Poulsen udtaler: 
Jeg vil gerne takke Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg for deres velvillige behandling af sagen og den lokale entreprenør i Qaanaaq for et godt samarbejde. Det er min forhåbning at de nye lejeboliger vil gøre det lettere for borgerne i Qaanaaq at blive boende i deres hjemsted. Naalakkersuisut har som en ambition om at bidrage til, at muliggøre livet i landets mindre bosteder.” 

De 4 lejeboliger i Qaanaaq opføres, som opfølgning på ungdomsboligkonceptet. Der forventes at ville være en gruppe af de unge, der får anvist en ungdomsbolig, der efter en periode kan sikre sig en bolig i deres hjemsted eller andets steds på egen hånd. Dette kan være ved køb af en ejerbolig, opførelse af medbyggerhus eller ved leje på det private marked. Det forventes ligeledes at der vil være en gruppe, som ønsker at blive boende i deres hjemsted, men har ikke mulighed for at sikre sig en bolig på egen hånd.
Lejeboligkonceptet har til formål at imødekomme denne gruppe. Enkelte af lejere til ungdomsboligerne i Qaanaaq vil inden for den nærmeste fremtid være fyldt 24 år, og vil i den forbindelse skulle flytte ud af deres ungdomsbolig. For at sikre en bolig til de pågældende, således at de ikke er nødsaget at flytte tilbage til deres pårørende eller væk fra deres hjemsted, igangsættes de 4 lejeboliger i Qaanaaq allerede i år. 
Lejeboligerne i Qaanaaq opføres på arealer fundet i samarbejde med kommunen og lokale kontakter med lokalkendskab om egnede byggefelter i byen. Husene er projekteret med helårsvand, men der er tilføjet en 2000 liters backupvandtank der skal sikre vandforsyningen til boligerne, da helårsvandforsyning i Qaanaaq til tider er ustabil. Området hvor lejeboligerne er placeret er ikke udbygget med kloakering, da Qaanaaq generelt ikke er udbygget med kloakering til sort- og gråt spildevand. I den østlige bydel forefindes en hovedspildevandledning med udløb til havet, denne er dog kun til gråt spildevand. Lejeboligerne er derfor projekteret med gråt spildevand ud i terrænet og tørklosetter for sort natrenovation.

Lejeboligkoncept for de mindre bosteder
Opførelsen af almindelige lejeboliger i de mindre bosteder tager udgangspunkt i beboeren og i de særlige forhold der er omkring fragt, levering, materialehåndtering og byggetid i de mindre bosteder. Der er derfor taget udgangspunkt i typehuskonceptet Illorput 2023. Typehuskonceptet er i forvejen tilpasset de særlige forhold og hensyn i de mindre bosteder. 

I ’lejeboligkonceptet for de mindre bosteder’ er typehuset udformet som rækkehuse eller dobbelthuse, der deler teknik rum. Hver bolig består af en entre/bryggers med vask, kosteskab, knagerække og garderobeskab, hvorfra der er adgang til bad og toilet, et køkken i åben forlængelse med stuen. Dertil er boligerne indrettet med et soveværelse, hvis størrelse er egnet til såvel enlige samt par og evt. par med 1 eller flere børn der kan dele værelset med de/den voksne. Boligerne har et nettoareal på 57,3 m2 og vil med teknik rum, trappe og repos have et bruttoareal på mellem 88-89 m2. Ved indgangen til boligen er der en udendørs repos, hvorfra der er adgang til husets teknik rum. Bygningerne vil være beklædt med træfacader og være malet i en mørkerød farve.

For yderligere information kontakt Departementet for Boliger og Infrastruktur på box909@nanoq.gl