
Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG) er blevet bekendt med at der i øjeblikket er et stort antal lemminger i Ittoqqortoormiit, og at dyrene har tæt kontakt med byens beboere. På baggrund af dette vil VFMG gerne præcisere vigtigheden i at lade vilde dyr være i fred og ikke opsøge dem. Dette er både af dyreværnsmæssige årsager, og for at mindske risikoen for overførsel af smitsomme sygdomme til mennesker.
Tilbageholdelse og håndtering af vilde dyr, som ikke har til formål at hjælpe dyret, samt adskillelse af unger fra deres mor kan betegnes som dyremishandling og er en overtrædelse af Landstingslov nr. 25 af 18. december 2003 om Dyreværn.
Vilde dyr kan være bærere af rabies og andre sygdomme, der kan smitte til mennesker. Du bør derfor altid undgå kontakt til dyrene for at mindske risikoen for at blive smittet.
Et dyr som er smittet med rabies, udskiller virus i spyttet, og kan smitte via bid eller hvis man har sår på hænderne. Et smittet dyr kan være smittefarligt i flere uger, før det selv viser symptomer på rabies.
Typiske tegn på rabies hos dyrene er:
- Pludselig aggressivitet og angrebslysten
- Ændring i adfærd, f.eks. mangel på skyhed af vilde dyr
- Savlen
- Snappen efter indbildte objekter
- Unormal hovedholdning
- Hel eller delvis lammelse af især underkæbe og bagparti
Hvis du er blevet bidt, skal såret straks vaskes med vand og sæbe og sundhedsvæsenet skal kontaktes omgående. Ubehandlet rabies hos mennesker medfører døden, hvis det ikke behandles.
Spørgsmål og henvendelser kan rettes til:
Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland
Noorlernut 4, st.
3900 Nuuk
E-mail: uumasut@nanoq.gl
Telefon: 34 50 00