Miljøfonden uddeler 10,6 millioner kroner til 14 projekter i 2024
Sendes af: Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
Miljøfonden uddeler i år i alt 10,6 millioner kroner fordelt på 14 projekter, som vil blive igangsat af kommuner, virksomheder og private. Der gives blandt andet støtte til opgradering af affaldshåndteringen i kommunen Kujalleq, Avannaata kommunia og Qeqqata kommunia, der gives støtte til oprydning af fiskegarn ved Sisimiut og Uummannaq samt opsamling af affald i byen Narsaq og Qassiarsuk i Kujalleq. Ydermere støttes etableringen af den nationale affaldsløsning ESANI A/S.
”Jeg er glad for, at Miljøfonden igen i år kan støtte spændende miljøprojekter i hele landet. Er nyt tiltag er, at kommunerne støttes med i alt 15 mio. kr. fordelt over 2024 og 2025 til opgradering af affaldsområdet. Med de ekstra afsatte midler til kommunerne vil Qeqqata Kommunia anvende de afsatte midler til etableringen af en koldhal med mandskabsfaciliteter i Kangerlussuaq, mens Avannaata Kommunia vil indkøbe maskiner til affaldshåndtering. Jeg ser frem til at følge udviklingen og den effekt, som projekterne vil have for miljøet og borgerne", udtaler Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund.
De støttede projekter handler overordnet om:
- Kommunal affaldshåndtering
- Håndtering af fiskegarn/fangstpladser
- Projekter, der fremmer affaldssortering, genanvendelse eller kompostering
Se listen over projekter som har fået støtte her.
Hvad er miljøfonden?
Inatsisartut vedtog på Efterårssamlingen 2018 at etablere Miljøfonden, som skal understøtte arbejdet med at forbedre miljøforholdene i hele landet. Der vil hvert år blive afsat midler til projekter, der gavner miljøet.
Kontakt:
For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Manasse Berthelsen på tlf.:
34 56 03/54 88 68 eller på e-mail: pan@nanoq.gl