Gå til sidens indhold

Lavere aftrapningssats for nogle alderspensionister

Sendes af: Departementet for Sociale Anliggender, Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender

Den 1. januar 2024 blev gensidig forsørgerpligt afskaffet for alderspensionister. Det betød, at alderspensionen ikke blev modregnes på baggrund af partners indkomst.
For en mindre gruppe alderspensionister betød det dog også, at de mistede et særligt tillæg. Dette var ikke hensigten, og problemet blev hurtigt løst med en midlertidig tilføjelse på finansloven. Nu har Inatsisartut vedtaget en permanent ændring af alderspensionsloven, der sikrer, at ingen alderspensionister modregnes på baggrund af deres partners indkomst og en mindre gruppe fortsat modtager særligt tillæg.


Et flertal i Inatsisartut har permanent genindført det særlige tillæg til alderspensionister, som gav forhøjet alderspension, hvis de var i parforhold med en, der ikke havde ret til alderspension, og parret samlet set tjente under 300.000 kr. om året.

Hovedpunkter i de nye regler:

  • Genindførelse af retten til tillæg: Den nye ændring i alderspensionsloven genindfører retten til pensionstillæg som enlig for alderspensionister i parforhold med en ikke-pensionsberettiget partner, hvis parrets samlede indkomst er under 300.000 kr. om året.

  • Aftrapningsmodel: Med de nye regler bliver pensionstillægget kun nedsat med 35 % af pensionistens egen indtægt ud over alderspensionen, dog med fradrag af 160.368 kr. (2024-tal). Tillægget nedtrappes ikke ved partnerens indtægt.

Baggrund
Som følge af lovændringen om afskaffelse af gensidig forsørgerpligt på Inatsisartuts efterårssamling 2023, blev § 5, stk. 2 fjernet fra Inatsisartutlov om alderspension.

Denne regel gav alderspensionister ret til et særligt tillæg, hvis de var i parforhold med en, der ikke havde ret til alderspension, og parret samlet set tjente under 300.000 kr. om året.

Reglen blev afskaffet for at sikre, at ingen alderspensionister var omfattet af regler om gensidig forsørgerpligt. Dette resulterede dog i, at nogle alderspensionister med lav indkomst mistede en vigtig del af deres indtægt, da de overgik fra at få pensionstillæg som enlig til det lavere tillæg for pensionister i parforhold. Dette var aldrig Naalakkersuisuts hensigt, og det var nødvendigt at rette op på denne utilsigtede konsekvens.

Naalakkersuisut bad derfor Inatsisartuts Finans- og skatteudvalg om ekstraordinært at tilføje en tekstanmærkning til finansloven, som gjorde det muligt for kommunerne at fortsætte med at udbetale det særlige tillæg. Tekstanmærkningen var en midlertidig løsning.

Inatsisartut har nu vedtaget en ændring af Inatsisartutlov om alderspension. Denne ændring genindfører retten til tillæg i alderspensionsloven. Samtidig er reglerne for tillægget blevet ensrettet med det tillæg, som enlige alderspensionister får, og tillægget aftrappes ikke længere på baggrund af partnerens indtægt.

Kontakt
For nærmere information kontakt ministersekretær Helene S. Pedersen på e-mail: hspd@nanoq.gl eller tlf. + 299 34 56 11