Gå til sidens indhold

Børnenes Dag: Vi skal favne alle børn

Sendes af: Departement for Børn og Unge
Omsorg for børn er vores fornemmeste opgave og fælles ansvar, udtaler Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, Aqqaluaq B. Egede.

1. Juni markeres Børnenes Dag her i landet. Det er en stor dag for børnene, hvor børn, familier og bekendte samles for at opleve spændende arrangementer og aktiviteter i forskellige byer og bosteder rundt om kysten.

Vi har som samfund et ansvar for at give børnene en meningsfuld hverdag. I den sammenhæng er det relevant at fremhæve et digt af Carl Scharnberg, som siger: ”Giv børnene ret til at lege og lære, at drømme og forme, leve og være. Kun der, hvor børn kan føle sig trygge, gror det, de gamle kaldte for lykke.”.

Uanset hvor børn vokser op, hvem deres familie er og hvilke livsbetingelser de har, så har de ret til en god og tryg opvækst. Legen, trivsel, omsorg, glæde, udvikling og læring er et værdifuldt fundament for en sund udvikling i barnets senere overgang til voksenlivet.

Hvis vi ser tilbage på alle de handlingsplaner og indsatser, der allerede er igangsat, og den store fokus der nu er på tidlig indsats og opsøgende arbejde, så skal vi huske som samfund at være stolte af hvor langt vi er nået, uden at glemme at der stadig er lang vej endnu. Vi skal i fællesskab sikre at vores børn får trygge rammer og omsorg, støtte og kærlighed som de fortjener.

Vi ser stadig børn, der udsættes for omsorgssvigt, børn der udsættes for mobning, børn der går sultne i seng, børn der ikke bliver hørt, børn der udsættes for seksuelle overgreb og vold, ligesom der er børn med handicap, som ikke altid får adgang til rettidig hjælp.

Fælles for os alle er at vi skal favne vores børn, om de så kommer fra trygge omgivelser, eller om det er de børn som har det allersværest. Vi skal hjælpe og støtte familier og omsorgspersoner med at skabe de trygge rammer som kan sikre den gode og trygge opvækst så tidligt og inddragende som muligt. Det skal vi blandt andet gøre ved at arbejde målrettet med sagsbehandlingen som en kerneopgave, og prioritere vores sparsomme ressourcer på rettidig hjælp, som forebygger anbringelser og støtter op om trygge opvækstvilkår og familieliv.

Husk at børn er vores vigtigste ressource for fremtiden! Lad os sætte fokus på de udfordringer, som børnene møder i deres hverdag, både i dag og i fremtiden.

Naalakkersuisut ønsker alle en god Børnenes Dag.

Aqqaluaq B. Egede.


For nærmere information kontakt ministersekretær Rosa Thorsen på e-mail: rose@nanoq.gl eller tlf: +299 34 50 00.