Gå til sidens indhold
  1. Del link

Udtalelse i forbindelse med flertallets vedtagelse af Inatsisartutlov om ligestilling og anti-diskrimination den 28. maj 2024

Sendes af: Departementet for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling
Naaja H. Nathanielsen

På forårssamlingens sidste dag vedtog et flertal i Inatsisartut den nye lov om ligestilling og anti-diskrimination. Loven træder i kraft d. 1. juli 2024 og indeholder en opdatering af ligestillingsloven samtidigt med at den indfører et værn mod diskrimination og giver borgerne mulighed for at fremsætte sager for et Ligebehandlingsnævn.

Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling udtaler:

”Det var en stor lettelse og glæde at et flertal i Inatsisartut bakkede op om lovforslaget. Det er vigtigt for Naalakkersuisut at sikre beskyttelse af alle landets borgere mod diskrimination og at fremme ligebehandling og ligestilling. At være fri til at være den man er og være fri for diskrimination er forhåbentligt noget vi alle ønsker for hinanden. De fleste af os går heldigvis igennem livet uden at opleve diskrimination. Men vi har borgere der oplever diskrimination og de kan nu få deres sag for Ligebehandlingsnævnet. Det er et kæmpe fremskridt, ikke bare for dem, men for os alle. Jeg takker de mange enkeltpersoner, NGO’er og institutioner der utrætteligt har påpeget at loven var vigtig. Tillykke til os alle”.

For yderligere informationer kontakt ministersekretær Jeanette L. Petersen, jalp@nanoq.gl, tlf.: 34 52 06.