Ny struktur i sundhedssektoren: En klar og tydelig organisation
Sendes af: Departement for Sundhed
Naalakkersuisut følger op på sundhedsforliget fra 2023 med en ny organisatorisk struktur i sundhedssektoren, som bygger på anbefalinger fra Sundhedskommissionen. Målet er at skabe en tydelig struktur med en klar opgave- og ansvarsfordeling mellem de tre hovedenheder: Departementet for Sundhed, Sundhedsvæsenet og Landslægeembedet.
Som led i omstruktureringen bliver Styrelsen for Sundhed nedlagt. Medarbejderne og hovedparten af Styrelsen for Sundheds nuværende opgaver flyttes til Sundhedsvæsenet. Samtidig bliver Allorfik en del af Sundhedsvæsenet som et selvstændigt område med egen driftsbevilling. På den måde bliver Sundhedsvæsenet til én tydelig og klar driftsorganisation, hvor alle medarbejderne er samlet i samme enhed. Det forventes, at ændringerne træder i kraft senest 1. januar 2025.
”Jeg er glad for at kunne præsentere en ny organisatorisk struktur i sundhedssektoren, som er klar og tydelig for både borgerne og medarbejderne. Udarbejdelse af en ny struktur var en prioriteret indsats for partierne bag Sundhedsforlig 2023. Etableringen af en ny struktur skal ses som fundamentet for det videre arbejde med udviklingen af en mere tidssvarende sundhedssektor her i landet”, udtaler Naalakkersuisoq for Sundhed Agathe Fontain.
Allorfik fortsætter som videnscenter med ansvar for den samlede nationale indsats mod afhængighed. Allorfik gøres til en del af Sundhedsvæsenet for at styrke fokus på afhængighedsproblematikker, samarbejdet om visitation, medicinering og den koordinerede indsats for borgere med både afhængighed og psykiske lidelser.
”Ved at gøre Allorfik til en del af sundhedsvæsenet, håber vi at opnå et endnu tættere forebyggende samarbejde omkring rusmidlers indflydelse på graviditet og børns trivsel, hvor målet er at styrke den tidlige indsats. Vi ønsker også at styrke samarbejdet omkring borgere, der både har en psykisk lidelse og har problemer med rusmidler”, siger Agathe Fontain.
Sundhedssektoren har i flere år været under pres, hvilket ikke forventes at aftage i nær fremtid. Det er et faktum, at der bliver flere ældre, og at denne aldersgruppe hyppigere har behov for Sundhedsvæsenets tilbud. Sundhedssektoren har samtidig mange og komplekse opgaver og oplever udfordringer med ledelseskapaciteten på grund af begrænsede ledelsesmæssige ressourcer. Parallelt med strukturændringen ønsker Naalakkersuisut derfor, at Departementet for Sundhed, Landslægeembedet og Ledelsen af Sundhedsvæsenet styrkes personalemæssigt.
”I koalitionsaftalen fra april 2022 blev vi enige om at arbejde for en styrket ledelse i sundhedssektoren, der skal sikre, at sektoren tilpasses brugernes behov. Dette skal ske ved, at Ledelsen af Sundhedsvæsenets udvides med en økonomidirektør og en ekstra chefsygeplejerske. Udvidelsen af ledelsen skal bidrage til at forbedre økonomistyringen og driften af både Dronning Ingrids Hospital og sundhedsregionerne”, forklarer Agathe Fontain.
Derudover er det planen at udvide den lægefaglige kompetence i Landslægeembedet og økonomi- og jurafunktionen i Departementet for Sundhed, hvilket er i overensstemmelse med Sundhedskommissionens betænkning, som påpeger behovet for at styrke disse funktioner. Disse ændringer skal bidrage til at forbedre betjeningen og de faglige oplæg til det politiske niveau og sikre, at de politiske prioriteringer føres ud i livet.
I den kommende tid vil strukturarbejdet fortsætte med henblik på at tilpasse og optimere den interne organisering i Sundhedsvæsenet. Her vil fokus i høj grad være på borgernes og patienternes perspektiv på sundhedsvæsenet, hvor målet er at skabe forbedringer for de borgere, der er i kontakt med Sundhedsvæsenet.
For nærmere information kontakt ministersekretær Birgithe Heinrich på e-mail: bihe@nanoq.gl eller tlf: +299 34 66 17.