Kronik: Arktis er udgangspunkt i mange klimasamtaler. Men imens vores Indlandsis smelter i al hast, må verdens ledere også huske at tale med os: vi, som bor her

af Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund

Vores indlandsis er underlagt det globale klimas foranderlighed
Grønland og klimaforandringernes påvirkning på vores Indlandsis har endnu en gang været genstand for international forskning og mediebevågenhed. Et nyligt publiceret britisk studie, der er blevet kommenteret vidt og bredt af politikere, forskere og meningsdannere, viser, at Grønland bliver stadigt grønnere.

At vores land bliver grønnere, som jeg jo ellers ynder at udtrykke mit ønske om sker i en metaforisk og politisk forstand, er imidlertid ikke dén grønne historie, som forskerne omtaler i deres studie. Det konkluderes nemlig deri (”endnu en gang”, fristes man kan til at skrive), at vores Indlandsis smelter i et opsigtsvækkende tempo. Sammenligningen af satellitbilleder fra 1980-2010, som anvendes i studiet, viser, at et område på størrelse med Albanien (der har samme størrelse som Jylland) er smeltet af Indlandsisen i løbet af de tre årtier. Indlandsisen, der symboliserer vores lands enorme og til stadighed mytisk uberørte del af verden, som kun de største eventyrer begiver sig ud på, gør dét, vi længe har vidst: den kampsveder. Vi må alle forstå, at også Indlandsisen, her langt fra udledningernes ophavsmænd, er underlagt det globale klimas foranderlighed. Der er absolut ingen, heller ikke os selv, der kan se sig fri af de vidtrækkende konsekvenser af klimaforandringerne. Verdenen, som vi kender den i dag – og som vi kendte den i går – ændrer sig grundlæggende for næsen af os.

Herfra vores verden går
I Naalakkersuisut anser vi studiet som endnu et indlysende eksempel på, at Grønland skal tage et stort skridt ind på den internationale klimascene og præge klimadagsordenen. Vores land er verdens absolutte klimaforskningsgenstand, men det er vigtigt for Naalakkersuisut at vise, at der er et presserende behov for at rette fokus mod lokalbefolkningerne i Arktis. Vi må igen påpege og insisterende fastslå, at det ikke blot er vores majestætiske Indlandsis, der påvirkes af de massive internationale udledninger af drivhusgasser. Udledningerne har i allerhøjeste grad også en negativ indvirkning på os mennesker, der bor her. Der er desværre en tendens til, at dét faktum, at der bor mennesker her, glemmes, når studier som det britiske, bliver kommenteret i medierne. Det helt åbenlyse fokus på lokalbefolkningen, der til dagligt lever i og med klimaforandringerne, tilvejebringes ikke.

Det italesættes ikke. Det nævnes end ikke.

Det kan være vanskeligt at forestille sig et areal på størrelse med Albanien som sammenligningsgrundlag for en afsmeltning af noget, der kan virke uendeligt stort, urørligt og upåvirkeligt, når man står foran den, ser ned på den eller bevæger sig ud på den. På samme vis anerkender jeg også, at det må være en vanskelig øvelse for befolkningerne, der ikke bor i Arktis, at skulle forstå, at der bor mennesker heroppe. Og forstå, at der bor mennesker her på verdens største ø, dækket af enorme, men forsvindende, ismasser.

Men det gør der. Og det er derfor også af stor betydning for Naalakkersuisut, at det internationale samfund anerkender, forstår og viser bekymring for, at klimaforandringerne påvirker os, der bor og lever i denne ”fjerne” del af verden. Den verden, som vi ynder at kalde vores hjem.

Det er herfra, at vores verden går.

Kollektive klimaforandringer kræver kollektive, men differentierede indsatser
Med hjælpepakken til fiskere, fangere og landbrugere, der blev ansøgt om i begyndelsen af året, som følge af klimatisk betingede vanskeligheder, blev det igen tydeligt og ganske konkretiseret, at vi mennesker, der bor her i Arktis, også oplever klimaforandringerne på vores levebrød. Det er altså ikke alene de fysiske forhold, der påvirkes i stigende grad: klimaforandringerne skaber en forskydning i vores kulturelle tilknytning til naturen, vores livsgrundlag og vores kultur. Århundreder igennem har fiskeri, fangst og landbrug været hjørnestenene i vores samfund – men erhvervene udfordres kraftigt af klimaforandringerne. Så kraftigt, at vores oprindelige levevis er direkte truet.

Det er af helt afgørende betydning, at vores stemme – Oprindelige Folks stemmer – bliver hørt, inddraget og ikke mindst respekteret i internationale fora. Heriblandt er stemmerne fra de mennesker, der ikke længere kan varetage deres erhverv og brødføde deres familier. Historien har på den hårde måde lært os, at beslutninger, der tages uden hensyn til lokale samfund og uden at inddrage dem, det hele handler om, ofte fører til ulige byrder og sociale uretfærdigheder. Vi vil fra Naalakkersuisuts side derfor vedvarende insistere på, at vi inddrages aktivt i udviklingen af løsninger, som påvirker vores, vores børns og vores børnebørns fremtid. Inddragelse af lokalbefolkningen og Oprindelige Folks viden om klimaforandringerne er vigtig for etableringen af den grundlæggende forståelse for, hvor klimakrisen stammer fra, og hvordan vi kan finde fælles løsninger. Derfor er det også vigtigt for Naalakkersuisut, at inddragelse af lokalbefolkningen i udviklingen af den nationale klimastrategi sker med udgangspunkt i befolkningen. Derfra kan vi sammen videreudvikle mere effektive løsningsforslag til klimakrisen.

I udviklingen af løsningerne på klimakrisen – og implementeringen og udførslen af disse – skal de rigeste og udviklede lande gå forrest. Princippet om et fælles, men differentieret ansvar er et afgørende princip i Klimakonventionen og Parisaftalen, der anerkender, at mens alle verdens lande har et ansvar for at bekæmpe klimaforandringer, skal de udviklede lande tage et særligt ansvar. Det er også den mest retfærdige tilgang til det klimaansvar, der må og skal placeres og udvises af de rigeste og udviklede lande, hvis vi vil nå i mål med Parisaftalens målsætninger. Alle verdens lande er spændt for klimaansvarets hundeslæde i vifteform, men vi må alligevel forvente, at de store nationer agerer førerhunde.

At de største nationer bør og skal bære det største ansvar, betyder ingenlunde, at vi i Grønland ikke også skal bidrage. Selvfølgelig skal vi dét, til trods for vores minimale historiske (og nuværende) udledninger. Det skal vi, fordi vi anerkender, at klimakrisen er en global udfordring, der ikke kender landegrænser, og fordi det er et problem, der ikke kan løses uden kollektiv handling. Derfor mener vi fra Naalakkersuisut – og med bred opbakning fra et samlet Inatsisartut – at vi skal tage ansvar for at bidrage til løsningen på klimakrisen. I den ligning er det vigtigt at understrege, at vores bidrag skal ses i lyset af vores nationale omstændigheder, vores ressourcer, vores kapacitet og vores historiske påvirkning. Det er også dét, der har været så vigtigt for Naalakkersuisut at kommunikere til landets virksomheder, befolkningen og beslutningstagere forud for tiltrædelsen af Parisaftalen: Vi tiltræder Parisaftalen – og derfor vil vi bidrage til den fælles kamp mod klimaforandringerne. Men det sker under forudsætning af muligheden for økonomisk vækst og udvikling af vores samfund. Derfor sætter vi også vores egne mål. Og vi bestemmer selv, hvilke sektorer der skal inkluderes.

Det kræver mere end talerstole at sikre en bæredygtig fremtid
Det er Naalakkersuisuts klare holdning, at klimafinansiering bør være tilgængelig for Oprindelige Folk fra hele verden – naturligvis også i Grønland. Det er ligeledes vores overbevisning, at klimafinansiering bør gælde i situationer, hvor Oprindelige Folk oplever klimarelaterede tab og skader, eller når vi skal finansiere indsatser for at modvirke klimaforandringerne. Sådan forholder det sig dog ikke i dag. Men ved at tiltræde Parisaftalen får vi adgang til at tale med verdens ledere under klimaforhandlingerne, og derfor kan vi nu i langt højere grad sikre, at Grønlands interesser varetages i de fremtidige forhandlinger.

Det er positivt, at vi har fået adgang til at tale med verdens ledere under klimaforhandlingerne. Dette sikrer os en platform til at fremhæve vores udfordringer og behov. Og det skaber os muligheden for at gøre alle verdens ledere opmærksomme på, at vi mennesker, der bor her, allerede ser og mærker konsekvenserne i form af smeltende is, stigende havniveauer og forstyrrelser i vores traditionelle måder at leve på. Det er ikke blot et spørgsmål om at give os en stemme: det handler også om at respektere vores viden, vores traditioner og vores indsigter.

For at bevare vores kulturelle arv, sikre Oprindelige Folks rettigheder og sikre en bæredygtig fremtid for vores børn kræver det nemlig langt mere end adgang til internationale talerstole. Vi har brug for konkrete handlinger og ressourcer. Her er klimafinansiering afgørende, ikke kun for Grønland, men for Oprindelige Folk over hele verden.

Det er den rigtige fortælling, der skal fortælles
Så det glæder mig, når verdens ledere og meningsdannere taler højt om vores smeltende Indlandsis. Det er positivt og på sin vis opmuntrende, at andre deler vores stærke bekymringer. Men hvis de, når de taler højt, glemmer befolkningen, der omgiver Indlandsisen, så glemmer de den vigtigste historie og fortælling. Og glemmes den fortælling må vi selv råbe op om de konsekvenser, som forandringerne har på vores levevis. Det er vores historie. Det er vores hverdag. Det er vores sandhed – og den sandhed er de nødt til også at tale ind i. Og som minimum lytte opmærksomt og hengivent til.

Det er derfor mit håb – og det bliver i den nærmeste fremtid også min forventning – at beslutningstagere verden over, når de taler højt om vores smeltende Indlandsis, husker at tale med og om os: vi, som bor her. For Arktis er så meget mere end en fjern, frostsmeltende kulisse. Vi, som bor her, er ikke alene førstehåndsvidner til den smeltende is; vi berøres direkte af de konsekvenser, der følger deraf. Arktis er hjem for millioner af mennesker. Det er herfra, at vores verden går. Den fortælling skal fortælles. For den er af afgørende betydning for vores identitet og vores kultur, for vores hjem og for vores fælles fremtid.

For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Manasse Berthelsen på tlf.: 34 56 03/54 88 68 eller på e-mail: pan@nanoq.gl

Faktaboks vedr. studiet og Grønlands tiltrædelse af Parisaftalen
Klimaændringerne i Grønland er blandt de mest markante i hele Arktis. Afsmeltningen fra Grønlands Indlandsis, gletsjere og iskapper er steget siden 1980'erne, og som følge heraf er de proglaciale områder af Grønland udvidet hurtigt. De miljømæssige konsekvenser af klimaændringerne i Arktis er mest tydeligt manifesteret i Grønlands rigelige, voksende og hurtigt udviklende proglaciale landskaber.

Klimaforandringerne sker op til fire gange hurtige i Arktis sammenlignet med det globale gennemsnit. Én af Parisaftalens målsætninger er at begrænse den globale opvarmning til under 2 grader celsius, helst 1,5 grader celsius, sammenlignet med førindustrielt niveau. Den globale temperaturstigning oversteg i 2023 1,1 grader celsius.

Med Grønlands tiltrædelse af Parisaftalen skal Naalakkersuisut udarbejde en national klimastrategi med inddragelse af borgere, erhvervsliv og civilsamfund. Den nationale klimastrategi skal danne grundlag for Grønlands nationale klimabidrag (også kendt som Nationally Determined Contributions eller NDC) til FN. Denne skal indeholde Grønlands klimamålsætninger, herunder mål for reduktion af drivhusgasudledning.