Naalakkersuisut vil sikre mere bredde på arbejdsmarkedet
Sendes af: Departementet for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling
Naalakkersuisut har udpeget 6 indsatsområder, der skal bekæmpe et kønsopdelt arbejdsmarked. De 6 indsatsområder skal sikre at borgernes adgang til arbejdsmarkedet ikke afhænger af deres køn.
Mangel på arbejdskraft er et problem i alle sektorer. En løsning på problemet er at hente arbejdskraften udefra. En anden løsning er at nedbryde de mure der afholder os fra at rekruttere fra hele samfundet. Vi har i dag et traditionelt kønsopdelt uddannelsessystem og arbejdsmarked. Som samfund vil vi kun vinde ved at arbejde mere målrettet og systematisk med ligestilling og køn på arbejdsmarkedet.
Hvis vi som samfund ønsker at bekæmpe ulighed, skal vi forstå hvorfor ulighederne er opstået. Fordi ulighed opstår ikke af sig selv. . Lige muligheder for alle borgere opnås kun opnås ved, at vi samarbejder på flere områder på samme tid.
Derfor har Naalakkersuisut udpeget 6 indsatsområder, som skal bekæmpe det kønsopdelte arbejdsmarked. De er ”lige løn”, ”uddannelse og beskæftigelse”, ”Ligestilling og diversitet”, ”barsel”, ”gender budgeting” og ”data”.
Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling, Naaja H. Nathanielsen udtaler;
”Naalakkersuisut opfordrer både virksomheder, myndigheder og uddannelsesinstitutioner til at forholde sig til køn. Er man sikker på at man appellerer lige meget til mænd og kvinder, er der en underrepræsentation af det ene køn man skal forholde sig til? Er der en lønforskel eller forskel i goder mellem mænd og kvinder? I en tid med kamp om arbejdskraften er dette helt grundlæggende spørgsmål enhver direktion, bestyrelse og myndighed bør stille sig selv. Naalakkersuisut vil meget gerne samarbejde om dette, så vi i fællesskab kan trække i en ny og bedre retning”.
For yderligere informationer kontakt ministersekretær Jeanette L. Petersen, jalp@nanoq.gl, tlf.: +299 26 54 76
'Det Kønsopdelte Arbejdsmarked - Strategiske Indsatsområder'