Godkendelse af kommissorium igangsætter proces for overtagelse af selskabs-, regnskabs- og revisorområdet
Sendes af: Departementet for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling
Som opfølgning på formand for Naalakkersuisut Múte B. Egedes tidligere meddelelse til statsminister Mette Frederiksen angående Grønlands ønske om overtagelse af selskabs-, regnskabs- og revisorområdet, har Naalakkersuisut på et møde i februar måned 2024 godkendt igangsætning af arbejdet.
Med godkendelse af et kommissorium for den videre proces har Naalakkersuisut nedsat en arbejdsgruppe, som får til opgave at udarbejde en redegørelse, der skal kortlægge konsekvenser, behov og øvrige fordele og ulemper ved en overtagelse af sagsområdet.
Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling Naaja H. Nathanielsen udtaler:
”Naalakkersuisut er glade for, at der tages endnu et skridt i arbejdet med overtagelse af sagsområder, og ser frem til arbejdsgruppens anbefalinger og forslag til modeller for overtagelse af selskabs-, regnskabs- og revisorområdet ”.
Kortlægningen skal skabe et solidt beslutningsgrundlag for Naalakkersuisut og Inatsisartut og vil indbefatte en beskrivelse af Erhvervsstyrelsens nuværende opgaver og myndighedssamarbejde på området. Arbejdet inkluderer en konsekvensvurdering af mulige scenarier for en grønlandsk registerløsning (CVR-register), samt kortlægning af behovet for opdateret lovgivning og fremadrettet samarbejde i relation til kontrol, tilsyn og internationale forpligtelser.
Repræsentanter fra danske ministerier og styrelser vil deltage i arbejdet, som forventes færdigt i starten af 2025.
For yderligere information kontakt Departementet for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling på isiin@nanoq.gl.