Gå til sidens indhold

Mistanke om ræv med rabies i Ilulissat

Sendes af: Departement for Fiskeri og Fangst
Ilulissat

Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG) har fået informationer om en ræv med unaturlig adfærd i Ilulissat by. Ræven mistænkes for at være smittet med rabies. Ræven er blevet aflivet fredag morgen d. 1. marts 2024.

Rabies er en virussygdom, der især er udbredt blandt ræve i Grønland. Ræve kan ved direkte kontakt overføre smitte til hunde og katte, der igen kan smitte mennesker. Får man rabies, har det altid en dødelig udgang, hvorfor det er ekstremt vigtigt, at man følger forholdsreglerne.

Et dyr som er smittet med rabies, udskiller virus i spyttet, og kan smitte via bid eller hvis man har sår på hænderne. Et smittet dyr kan være smittefarligt i flere uger, før det selv viser symptomer på rabies.

Hvis en person er blevet bidt af ræven, skal såret straks vaskes med vand og sæbe og sundhedsvæsenet skal kontaktes omgående.

VFMG har fået oplysninger om, at flere slædehunde i området hvor ræven blev skudt, har været oppe og slås med ræven.

Hvis man har set slædehunde været oppe og slås med en ræv de foregående dage, eller man har mistanke om at en hund har været i kontakt med en ræv, skal man omgående kontakte VFMG, så VFMG kan træffe videre foranstaltninger.

En hund skal mistænkes for at være smittet med rabies, hvis følgende symptomer observeres:

  • pludselig aggressivitet
  • stærk kløe
  • savlen
  • ændret temperament
  • angrebslyst
  • synkebesvær
  • usædvanlig uro
  • snappen efter indbildte objekter
  • skyhed
  • hel eller delvis lammelse af især underkæbe og bagparti
  • unormal hovedholdning.

VFMG har i samarbejde med kommunen oprettet et afspærringsområde markeret med skilte i området med hundehold hvor ræven blev observeret. Færdsel ind og ud af området skal begrænses til hundeejere der skal fodre og tilse deres hunde i det område. Løse hunde i området skal straks fanges og sættes i kæde.

Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland kan kontaktes på tlf. +299 34 50 00 eller mail uumasut@nanoq.gl.