Kommentarer i forhold til debat om Starlink
Sendes af: Departement for Boliger og Infrastruktur
Netavisen Sermitsiaq/AG havde onsdag den 14. februar artiklen ”Mistanke: Ulovligt brug af satellittjeneste”, som har medført en del debat. Særligt var der et ønske om at tillade satellittjenester såsom Starlink, uden om Tusass’ koncession.
Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Hans Peter Poulsen udtaler i den forbindelse:
”Vi har allerede en teleinfrastruktur, som bringer internet og telefoni ud til alle byer og bygder i Grønland. Det er en imponerende præstation i betragtning af de geografiske og meteorologiske udfordringer i landet.
Jeg har fuld forståelse for, at der er ønske om, at det skal blive endnu bedre. Jeg er derfor glad for, at Tusass gør, hvad de kan for at gøre det bedre. Blandt andet forsøger Tusass at få en aftale i stand med Starlink. Jeg forstår, at det er udfordrende at få Starlink til at være interesseret i en aftale, men jeg håber, at Tusass’ hårde arbejde vil lykkes til gavn for Grønland.
Vi skal passe på, at vi ikke åbner for en konkurrence, som potentielt kan ødelægge forsyningssikkerheden og økonomien i vores samlede teleinfrastruktur. Det vil betyde, at der er ydelser, som vi ikke længere vil kunne få, herunder telefoni. Det vil også betyde, at vores telekommunikation kontrolleres af udenlandske interesser. De vil bestemme ud fra deres egne interesser hvilken telekommunikation vi kan få hvor, hvilke priser vi skal betale og for længe vi kan fortsætte med at få det. Dermed vil det gå ud over forsyningssikkerheden.
Vi skal derfor tænke os meget grundigt om før vi træffer en sådan beslutning. Vi vil ikke have mulighed for at trække beslutningen tilbage senere, hvis det går galt.”
Departementet for Boliger og Infrastruktur gør opmærksom på Tusass’ koncession gælder i hele Grønland, det vil sige også uden for byer og bygder.
Departementet er i gang med at udarbejde en redegørelse for muligheder og trusler ved de nye satellitudbydere. Redegørelsen planlægges sendt til Inatsisartut i forårs-samlingen.
For yderligere information kontakt Departementet for Boliger og Infrastruktur på box909@nanoq.gl