Gå til sidens indhold

Toppolitikere samles i Ilulissat

Sendes af: Departementet for Sociale Anliggender, Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender

Den politiske koordinationsgruppe afholder årets første møde i Ilulissat den 21.-22. februar.

Den politiske koordinationsgruppe, som består af Naalakkersuisut og samtlige borgmestre, mødes som udgangspunkt to gange om året. Formålet med møderne er at give Naalakkersuisut og borgmestrene et forum for politisk drøftelse af fælles offentlige emner.

Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender, Jess Svane, er vært for mødet.

- Jeg finder det meget vigtigt, at vi har et forum som dette, hvor vi kan have en politisk dialog om emner, der vedrører kommunerne og Selvstyret. Det er vigtigt, at det offentlige samarbejder godt for bedst muligt at kunne servicere landets borgere, siger Jess Svane.

Den politiske koordinationsgruppe mødes til en temadag den 21. februar, hvorefter det egentligemøde i den politiske koordinationsgruppeafholdes den 22. februar.

Der er tre temaer på dagsordenen til temadagen: ældreområdet, handicapområdet og kommunekredit. Desuden indeholder dagsordenen for det politiske koordinationsgruppemøde en bred vifte af aktuelle emner, fra drøftelse af sundhedsforliget fra 2023 til implementering af produktionsskolelignende forløb.

Naalakkersuisoq Jess Svane uddyber:

- Vi har mange spændende emner, der skal drøftes politisk på mødet i Ilulissat. Vi har alle bemærket, at diskussionen om kommunestrukturen har fyldt en del i samfundet. Jeg ser frem til at diskutere dette emne med borgmestrene og til at drøfte arbejdsgruppens anbefalinger vedrørende kommunestrukturen og oprettelsen af en fælles offentlig social enhed.

Sidste år nedsatte den politiske koordinationsgruppe en arbejdsgruppe, der har til opgave at udarbejde anbefalinger vedrørende den kommunale struktur, opgaveudlægningen til kommunerne, borgerservice, samt hvordan Selvstyret kan understøtte kommunerne, når ny lovgivning vedtages. Arbejdsgruppen afrapporterer løbende til den politiske koordinationsgruppe.

For yderligere information, kontakt: Ministersekretær Helene S. Pedersen på hspd@nanoq.gl