Gå til sidens indhold
  1. Del link

Aftale mellem staten, Naalakkersuisut og KommuneKredit om statsgaranti til grønlandske kommuner.

Sendes af: Departementet for Finanser og Skatter

Grønlands Selvstyre, den danske stat, og KommuneKredit har indgået en aftale, som giver grønlandske kommuner mulighed for optag af lån i KommuneKredit på baggrund af en garanti fra den danske stat og Selvstyret.

Grønlands kommuner får fremover bedre muligheder for at investere i offentlige anlægsprojekter, bolig- og infrastrukturprojekter og erhvervsprojekter.

Det er resultatet af, at der er indgået en rammeaftale mellem Grønlands Selvstyre, KommuneKredit og staten, hvor staten og Selvstyret stiller en garanti for lån på op til 4,0 mia. kr., som de grønlandske kommuner vil kunne søge optaget i KommuneKredit. Aftalen bidrager til, at grønlandske kommuner kan få adgang til billig finansiering, som KommuneKredit i forvejen uden statsgaranti yder til danske kommuner og regioner.

Finansminister Nicolai Wammen siger:
”Regeringen har sammen med Grønlands Naalakkersuisut et ønske om at samarbejde om opgaver, som understøtter udviklingen i Grønland. Det glæder mig derfor, at grønlandske kommuner nu også får mulighed for at optage lån i KommuneKredit til eksempelvis nye boliger.”

Naalakkersuisoq for Finanser og Skatter Erik Jensen siger:
”Jeg er rigtig glad for, at kommunerne nu får nye og bedre muligheder for at investere i projekter, der understøtter den lokale udvikling. Naalakkersuisut glæder sig samtidig over, at den aftale, vi har skabt i fællesskab med den danske regering og KommuneKredit, er en ligeværdig aftale, hvor Grønland og Danmark sammen deler ansvaret for garantistillelsen.”

De statsgaranterede lån i KommuneKredit kan optages i perioden 2024-2031. Lånene kan løbe over en periode på maksimalt 30 år.

Læs hele rammeaftalen her.

For yderligere oplysning kontakt Specialkonsulent i Departementet for Finanser og Skatter Jeppe Købke Ørum, mail jepk@nanoq.gl telefon +299 34 50 00