Gå til sidens indhold
  1. Del link

Situationsvurdering fra onsdag den 6. december 2023

Sendes af: Departementet for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling

På baggrund af data fra den aktuelle overvågning kan det oplyses, at der ikke ses en nært forestående fare for større fjeldskred eller efterfølgende farlige bølgeopskyl i beboede områder i Uummannaq Fjordsystemet. Dog fortsætter vi med at fraråde al unødvendig færdsel ved de ustabile fjeldpartier, da mindre skredhændelser kan ske når som helst.

Overvågningen viser konstante forskydninger fra få millimeter op til centimeter i dele af de ustabile fjeldpartier i Umiammakku Nunaat og Kangerluarsuk.

De observerede forskydninger vises som farvede områder på kortene nedenfor: Blå områder viser registrerede bevægelser, mens den røde farve markerer områder med flere registrerede stenskred i løbet af november 2023. Et ustabilt område består af en eller flere sammenhængende glidepakker, som bevæger sig med forskellige hastigheder.

I november observeredes hurtige forskydninger og flere stenfald ved den nederste glidepakke i 'Umiammakku Nunaat 1'. Tidsserien fra vores kamera illustrerer disse bevægelser, se billedet nedenfor.
Den gennemsnittelige lufttemperatur har været under frysepunktet i november 2023. Overvågningsbilleder fra perioden viser fortsat udsivning af vand fra de nedre dele af ”Umiammakku 1”. Det indikerer at jorden i de aktive lag endnu ikke er frosset ned. Når vandet i revner fryser, kan det udvide sprækkerne, fordi is har større volumen end vand. På denne måde kan frysning af undergrunden føre til øget stenskred.

De observerede stenskred ved Umiammakku Nunaat 1 kan være et tegn på en kommende skredhændelse i de nederste glidepakker. Derfor kan det være farligt at færdes tæt ved de ustabile fjeldpartier, og al unødvendig færdsel i de berørte områder frarådes. En skredhændelse fra disse glidepakker vil dog være for lille for at kunne danne farlige tsunamiopskyl i beboede områder.

I Kangerluarsuk er der fortsat konstante forskydningsbevægelser i de ustabile fjeldpartier. De største forskydninger ses i de nedre dele af de ustabile fjeldsider.
Næste vurdering vil blive offentliggjort onsdag den 3. januar 2024. Hvis det bliver nødvendigt, vil vi informere tidligere.

Figur 1. Denne animation er lavet af overvågningsbilleder af ”Umiammakku Nunaat 1” taget siden begyndelsen af november 2023. Bevægelser med størst hastighed sker i de nedre dele af ”Umiammakku Nunaat 1”. Her ses desuden tegn på udsivning af vand i flere højdeniveauer. ”Umiammakku Nunaat 1” er beliggende omkring 1 km vest for fjeldskreddet i 2017.

Figur 2.Oversigtskort over registrede bevægelser og stenfald i Umiammakku Nunaat siden begyndelsen af november 2023.

Figur 3.Oversigtskort over registrede bevægelser og stenfald i Kangerluarsuk siden begyndelsen af november 2023.