FN’s internationale handicapdag: Vi må møde mennesket frem for handicappet
Sendes af: Departement for Børn og Unge
3. december satte landet og resten af verden fokus på personer med funktionsnedsættelse.
Personer med handicap står over for fysiske og usynlige barrierer i samfundet, som forhindrer dem i at deltage på lige fod med andre i deres hverdag.
Med FN’s internationale handicapdag markerede Naalakkersuisut dagen med budskabet om inkludering af personer med handicap.
- Handicap opstår, når barrierer i samfundet begrænser en person med funktionsnedsættelse i at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Vi må møde mennesket frem for handicappet, og vi må sige fra over for diskriminerende, nedværdigende eller ydmygende behandling af personer med handicap, udtaler Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, Aqqaluaq B. Egede, og tilføjer:
- Alle er ligeværdige i vores samfund. Vi skal huske at have et ekstra fokus på personer med handicap og vise vores støtte, ikke kun på handicapdagen.
Naalakkersuisut er på nuværende tidspunkt i gang med at udarbejde “Handlingsplan for efterlevelse af FN’s Handicapkonvention 2024-2034”, som tager udgangspunkt i Handicapredegørelsen fra 2022
Formålet med den handicappolitiske handlingsplan er blandt andet at skabe et samfund uden fysiske barrierer for personer med funktionsnedsættelse, gennem en række indsatsområder til gavn for ligebehandling for alle borgere.
For nærmere information kontakt ministersekretær Lars Salik H. Kielsen på e-mail: salik@nanoq.gl eller tlf: +299 34 50 00.