Opfølgning vedr. Neqi A/S og KNI A/S
Sendes af: Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og MiljøSermitsiaq.AG bragte d. 2. oktober 2023 artiklen ”Offentligt/privat ejerskab af underskuds-ramt slagteri skal undersøges” vedr. Neqi A/S’ fremtid.
Artiklen har medført et behov for enkelte præciseringer vedr. de dokumenterede regnskabsmanipulationer samt gældseftergivelsen i Neqi A/S mv. for at give offentligheden et retvisende billede af historikken, aktuel status og fremadrettede aktioner.
Regnskabsmanipulation
KNI har som selskab ikke manipuleret regnskaberne i Neqi. Det er enkelte personer, der tidligere har været ansat i KNI og i Neqi, som har manipuleret KNIs og Neqis regnskaber i en årrække fra 2013-2020.
Som ansvarlig virksomhed har KNI i tæt samarbejde med revisionsselskabet PwC og advokater haft stort fokus på at få afdækket de manipulationer, som tidligere centrale medarbejdere har foretaget, og der er gennemført grundige juridiske vurderinger af forholdene. Afdækningen af sagerne har medført, at KNI har indgivet en anmeldelse for regnskabsmanipulationerne til videre efterforskning hos politiet.
Siden det for 2 år siden blev klart, hvad der var foregået, har KNI haft en tæt dialog med Naalakkersuisut om forholdene i Neqi. Allerede tidligt i forløbet blev det aftalt med opbakning fra Naalakkersuisut, at KNI genetablerede egenkapitalen i Neqi. Genetableringen blev efter dialog med skattemyndighederne gennemført i marts 2023. Derudover blev der nedsat en fælles arbejdsgruppe med relevante departementer og KNI for at afklare fremtiden for Neqi.
Gældeftergivelse
Planerne for genetableringen af Neqis egenkapital fremgår af KNIs seneste årsrapporter og er fremlagt for offentligheden på selskabets generalforsamlinger. Genetableringen af selskabets egenkapital er sket ved en gældseftergivelse på i alt 142,5 mio. kr. fra KNI til Neqi, som dækker investeringen i moderniseringen af slagteriet i 2013, regnskabsmanipulationerne i 2013-2020 og de seneste års underskud.
Konsekvensen af manipulationerne er, at det ikke var muligt at foretage de nødvendige ændringer til virksomhedens drift på et tidligere tidspunkt.
For yderligere information kontakt Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø på pan@nanoq.gl.
Faktaboks:
Sagen kort:
KNI A/S har d. 28. marts 2023 genetableret egenkapitalen i Neqi ved en eftergivelse af en gæld på 142,5 mio. kr.
Der blev truffet beslutning om dette i 2021 og løbende redegjort for genetableringen i de seneste 3 offentlige årsrapporter for KNI: 2020/21, 2021/22 og senest 2022/23.
Gælden er opbygget af flere ting:
- Modernisering af slagteriet i 2012-14, finansieret af lån fra KNI efter aftale med Selvstyret (ca. 60 mio. kr.)
- Akkumulerede underskud i Neqi frem mod 2022/23
- Underskuddene i perioden 2013/14 til 2019/20 blev ved regnskabsmanipulation skjult for direktion og bestyrelse i KNI. Dette er der kommet endelig klarhed over medio 2022
- Indkøb af landgangsfartøj
Hvem har været orienteret om regnskabsmanipulationen?
- Selvstyret og offentligheden har løbende været orienteret i sagen.
- Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg blev orienteret på møde med KNI d. 29. oktober 2021.
Manipulationsårene 2013-2022:
- Perioden havde mange uregelmæssigheder i en række regnskabsposter. For Neqi A/S betød det, at der har været rapporteret et for højt resultat.
- Situationen for Neqi A/S med udgangen af 2020/21:
- Neqi A/S regnskab 2020-2021: -21.906 mio. kr.
- Neqi A/S regnskab 2021-2022: -10.687 mio. kr.
- Neqi A/S regnskab 2022-2023: -2,461 mio. kr.
Økonomien i Neqi fremadrettet:
Siden stiftelse i 1995 har selskabet haft underskud i 20 ud af 30 regnskabsår.
Servicekontraktbetalingen er steget over de seneste år fra 5 mio. kr. til 13 mio. kr. for at opretholde den nuværende aktivitet. Der er nedsat en arbejdsgruppe som undersøger mulige scenarier og modeller for Neqi A/S. Den fælles arbejdsgruppe med relevante departementer og KNI forventer at have en model i løbet af 2023/2024.