Gå til sidens indhold
  1. Del link

Kalistat Lund inviterer borgere til dialog om udbud af landets store vandkraftpotentialer

Sendes af: Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
Naalakkersuisoq Kalistat Lund vil fortælle om status på konkurrenceudsættelse af landets største vandkraftpotentialer og lytte til borgerne i Maniitsoq og i de omkringliggende bygder.

Naalakkersuisut er i dialog med selskaber fra store dele af verden, der er interesserede i at udnytte landets største vandkraftpotentialer ved Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua.

Udnyttelse af vandkraftpotentialerne skal være med til at udvikle samfundet og bidrage til den grønne omstilling.

Naalakkersuisoq Kalistat Lund tager derfor til Atammik, Napasoq, Kangaamiut og Maniitsoq for at fortælle om konkurrenceudsættelsen og for at lytte til borgerne og svare på spørgsmål.

”Naalakkersuisut hilser vandkraftinvesteringer velkomne i Grønland. Vi har store vandkraftpotentialer, som kan være attraktive for selskaber udefra. Udnyttelse af vandkraften skal være til gavn for landet og lokalbefolkningen. Derfor skal selskaberne fremlægge et projekt, der passer til vores land og tilfører udvikling til samfundet. Det er vores fælles vandkraftressourcer – og derfor er det vigtigt for mig at lytte til de lokale samfund, og høre deres ønsker og bekymringer. Jeg ser frem til min rejse”, udtaler Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund.

Naalakkersuisoq Kalistat Lund mødes med borgerne i Atammik, Napasoq, Kangaamiut og Maniitsoq i dagene 18. til den 21. september 2023.


Baggrund
Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, Kalistat Lund, meldte i 2022 ud, at Grønland ønsker at tiltrække selskaber til at byde på at udnytte Grønlands store vandkraftpotentialer ved Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua.

Naalakkersuisut er i dialog med selskaber, som skal konkurrere om at opnå retten til at udnytte vandkraften. Konkurrencen sker på lige betingelser for alle selskaber. Konkurrencen skal sikre, at Grønland kan indgå en aftale med den investor, som giver den bedste aftale for Grønland.

Selskaberne skal byde på et samlet projekt, der både omfatter udnyttelse af vandkraftressourcen og etablering af et aftagerprojekt, der udnytter den grønne strøm. Aftagerprojektet kan eksempelvis være power-to-X-industri til produktion af grønne brændstoffer. Det er et stort og kompliceret projekt for selskaberne, men flere selskaber viser interesse.

Naalakkersuisut er i gang med at udarbejde udbudsmateriale og har løbende dialog med interesserede selskaber.

Vinderen af konkurrenceudbuddet skal bruge yderligere ca. 3 år på at gennemføre undersøgelser, som underbygger, at projektet er solidt og veldokumenteret.

Se mere om konkurrenceudsættelsen her

For yderligere oplysninger kontakt departementschef Natuk Lund Olsen i Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø tlf.: +299 346476 eller pan@nanoq.gl