Gå til sidens indhold

Ny undersÞgelse af familier og fagpersoners syn pÄ adgangen til fÞdesteder

Sendes af: Departement for Sundhed

I dag offentliggøres en undersøgelse af de gravide, familierne og fagpersonernes syn på adgangen til fødesteder. Undersøgelsen peger på en række udviklingsmuligheder og tryghedsskabende tiltag. Det anbefales blandet andet at se på konkrete tryghedsskabende tiltag i forbindelse med fødselsrejsen.

Der har i igennem de sidste tre årtier været stor fokus på fødsler og udviklingen i fødselsbetjeningen. Denne undersøgelse giver indsigt i både de udfordringer og muligheder som gravide familier og fagpersoner har identificeret omkring fødselsbetjeningen. Undersøgelsen skal bidrage til diskussionen om fremtidens organisering af fødselsbetjeningen. 

Trygheden i centrum
Undersøgelsen peger på en række forhold, der har betydning for de gravide familiers oplevelse af tryghed. Disse omfatter viden om fødestedet, hvis man skal rejse for at føde, samt at man kan have en ledsager med på rejsen. Dertil hører en opmærksomhed omkring rejseforholdene, vilkår og indkvarteringen for den gravide familie, samt forhold omkring hjemkomsten efter fødselsrejsen. Sundhedsvæsenets fødselsberedskab, bemandingssituationen og kommunikationen omkring disse forhold fremhæves ligeledes som afgørende for oplevelsen af tryghed.

Undersøgelsen viser også, at de gravide kvinder, der skal rejse for at føde, oplever ensomhed, savner deres partner og familien under fødselsrejsen, og er bekymrede for at skulle rejse alene hjem med et nyfødt barn. For de gravide familier, hvor fødslen foregår i egen by, er der især fokus på, hvorvidt de kender fødselsjordemoderen. Blandt de fagprofessionelle er det især bemandingssituationen og familiens trivsel, samt konsekvenser af familiens adskillelse i forbindelse med en fødselsrejse, der fremhæves. De fagprofessionelles perspektiver afspejler dog også faglige forskelligheder.

Både de gravide familier og de interviewede fagpersoner er enige om, at fødsler skal ske med størst mulig sikkerhed, men de bagvedliggende overvejelser omkring sikkerhed og tryghed er forskellige. Vi skal derfor være opmærksomme på at forstå de forskellige perspektiver”, siger forskningskoordinator og jordemoder Ingelise Olesen fra Center for Folkesundhed i Grønland, der har stået i spidsen for interviewundersøgelsen.

Fokus på udviklingsmuligheder og tryghedsskabende tiltag for fødselsrejsen
Undersøgelsen bidrager med en række konkrete udviklingsforslag og fremkommer med anbefalinger til det videre arbejde med organiseringen af fødselsbetjeningen. 

Naalakkersuisoq for Sundhed Mimi Karlsen udtaler følgende om undersøgelsen:

En fødsel er stor begivenhed, der berører hele familien. Derfor har det været vigtigt at få lavet en undersøgelse, hvor både de gravide familier og personalet på fødselsområdet er blevet inddraget. Nu har vi en bedre indsigt i de ønsker og oplevelser, som gravide og familierne har i forbindelse med en graviditet og fødsel. Samtidig har vi fået viden om, hvordan fagpersonerne i sundhedsvæsenets ser på mulighederne i fødselsbetjeningen. Nu skal vi i fællesskab arbejde videre med de udviklingsmuligheder og tryghedsskabende tilbud, der er blevet præsenteret”. 

Forslag til tryghedsskabende tiltag i forbindelse med fødselsrejsen omfatter muligheden for en betalt ledsager på fødselsrejsen, ordentlige ventefaciliteter i lufthavnene, blepakker med et nødvendigt indhold af bleer, tøj og pusleremedier til spædbarnet under transitophold, hotelværelse til mor og nyfødte barn ved transitophold på mere end seks timer, mulighed for indtjekning fra hospitalet og genindførsel af diæter eller udbringning af mad/ adgang til kantine på patienthotellerne.

Igennem hele undersøgelsesforløbet har en referencegruppe givet input til metode, resultater og udviklingsforslagene. Gruppen har bestået af repræsentanter fra Landslægeembedet, Sundhedsledelsen, Ledelsen på fødselsområdet, jordemoderforeningen, jordemødre, sundhedsplejersker, socialrådgivere og det sygeplejeetiske råd.

Naalakkersuisoq for Sundhed vil med afsæt i undersøgelsen afholde en workshop for alle interessenter på området Her skal anbefalingerne drøftes, så der kan laves en fælles plan for udviklingen af området.

Rapporten er udarbejdet af Center for Folkesundhed i Grønland på vegne af Departementet for Sundhed og udgives på Naalakkersuisut.gl samt www.folkesundhed.gl.

For nærmere information kontakt ministersekretær Naja Lynge-Petersen på e-mail: nalp@nanoq.gl eller tlf: +299 34 66 41