Gå til sidens indhold

Endnu et skridt mod den grønne omstilling

Sendes af: Departementet for Råstoffer og Justitsområdet

Strategien for lagring af CO2 i undergrunden blev den 10. august godkendt af Naalakkersuisut.

Lagring af CO2 i undergrunden er et væsentligt værktøj i arbejdet med at begrænse den globale klimakrise, og er et forsknings- og erhvervsfelt i hastig udvikling.

Processen med at pumpe flydende CO2 ned i undergrunden kaldes på engelsk, Carbon Capture and Storage eller blot CCS. Pumpes den flydende CO2 ned et sted hvor undergrunden består af basalter, bliver den mineraliseret og omdannet til en fast, stenlignende form. Grønlands undergrund er flere steder rig på basalter. Den første opgave bliver at finde velegnede områder, hvor man kan nedpumpe CO2.

Naalakkersuisoq for Råstoffer og Justitsområdet, Naaja H. Nathanielsen udtaler:

”CCS-projektet er endnu et led i Naalakkersuisuts bestræbelser på at bidrage til løsninger på klimakrisen, og samtidigt skabe lokal erhvervsudvikling og lokale arbejdspladser. I første omgang skal vi afdække Grønlands potentiale for lagring af CO2 i undergrunden. Sideløbende skal vi afklare, hvordan vi bedst muligt skaber rammerne for denne nye og bæredygtige erhvervssektor for landet.”

I første omgang lægges der ud med et pilotprojekt, hvor en test-station til nedpumpning af CO2 bygges og prøves af. De tre steder, som først undersøges for deres geologiske potentiale er:

A) Disko Vest området

B) Fiskefjord/Nuuk området

C) Sydgrønland

Strategien kan findes på dette link

CO2-station i Island

På billedet ses en CO2-station i Island, der pumper CO2 ned i jorden.

Kontakt: Departementschef Jørgen T. Hammeken-Holm, joeh@nanoq.gl