Gå til sidens indhold

Forhandlinger om en sundhedsreform påbegyndes

Sendes af: Departement for Sundhed

Naalakkersuisut har inviteret partierne i Inatsisartut til indledende drøftelser og forhandlinger om en kommende sundhedsreform i denne uge.

Det er afleveringen af Sundhedskommissionens betænkning i maj, som giver anledning til at sætte gang i forhandlingerne, udtaler Naalakkersuisoq for Sundhed, Mimi Karlsen:

Vi har nu alle haft mulighed for at gennemlæse Sundhedskommissionens betænkning og anbefalinger, hvilket giver os et solidt fagligt grundlag at diskutere sundhedsvæsenets fremtid på. Derfor har jeg inviteret partierne til indledende drøftelser om deres forventninger og ønsker til en kommende sundhedsreform. Vi skal aftale, hvordan vi styrker sundhedsvæsenet på både kort og langt sigt.

Sundhedskommissionen præsenterede ikke mindre end 117 anbefalinger til forbedringer og tilpasninger i sundhedssektoren inden for en lang række områder, herunder blandt andet rekruttering, fastholdelse, uddannelse og sundhedsfremme.

Mimi Karlsen udtaler videre:
Jeg håber, at vi lykkes med at skabe et bredt forlig om en sundhedsreform med deltagelse af alle partierne. Der er brug for stabilitet på sundhedsområdet i mange år frem, så vi kan skabe de bedste forudsætninger for udvikling af vores sundhedsvæsen.

Det første møde i forhandlingerne finder sted torsdag d. 22. juni.

For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Naja Lynge-Petersen på nalp@nanoq.gl

Inussiarnersumik inuulluaqqusillunga
Med venlig hilsen

Mimi Karlsen
Naalakkersuisoq for Sundhed