Gå til sidens indhold

Ny psykiatribygning og portørcenter i Nuuk

Sendes af: Departement for Boliger og Infrastruktur
Erik Jensen
Det vækker stor glæde hos Naalakkersuisoq Mimi Karlsen og Naalakkersuisoq Erik Jensen at Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg den 13. juni har godkendt udmøntning til projektering og udbud af en ny psykiatribygning i Nuuk. Godkendelsen betyder at et nyt udbud af projektet nu kan forberedes og igangsættes.

Projektet ’Ny Psykiatribygning, Nuuk’ har været længe under vejs og har været forsøgt udbudt to gange. Det første udbud blev annulleret grundet for licitationspris, mens det seneste udbud blev annulleret grundet manglende bud ved licitation. Et revideret projekt forsøges derfor udbudt ved tidligt udbud i hovedentreprise.

Naalakkersuisoq for Sundhed Mimi Karlsen udtaler:
”På trods af at projektet med en ny psykiatribygning har været længe undervejs, glæder det mig at vi nu kan komme et skridt videre og at vi nu står med et projekt som vi mener kan imødegå både det nuværende og fremtidige behov i psykiatrien.”

Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Erik Jensen udtaler:
”Jeg ser frem til at vi nu kan komme i gang med et nyt udbud og har en stor forhåbning til at vi kan komme i mål med et godt resultat. Vi har tilpasset projektet og udbudsformen, så det både imødekommer behovet i psykiatrien og bliver et attraktivt projekt at byde på.”

Den nye psykiatribygning vil betyde 10 ekstra sengepladser, sammenlignet med den nuværende psykiatribygning, hvormed den nye bygning vil komme op på 22 sengepladser i alt. Bygningen bliver i to etager og vil arkitektonisk være tilpasset de omkringliggende sygehusbygninger, således at sygehusvæsnets karakteristiske gule farve bevares. Med i udbuddet indgår også en ambulancegarage og et portørcenter, der sammenbygges med det nuværende patienthotel og placeres i forlængelse af den nye psykiatribygning.

Den nye psykiatribygning vil løse nogle af de nuværende udfordringer i forhold til pladsmangel og ved at skabe rammene for at kunne imødekomme det fremtidige behov. Dette imødekommer anbefalingerne fra Sundhedskommissionen vedr. psykiatrien, der blandt andet skriver i sin betænkning om psykiatrien:

’De fysiske rammer for psykiatrien på DIH har længe været for små og uhensigtsmæssigt indrettede. Der blandes forskellige patientgrupper, der burde holdes adskilte, blandt andet børn og andre sårbare patienter. Det presser arbejdsmiljøet og øger antallet af situationer med vold og trusler mod personalet og giver utryghed for andre patientgrupper.’

og fortsat:

’Det anbefales, at kapaciteten ved det planlagte psykiatrihus ved DIH udvides fra 16 til 20 pladser, og at der er særlig fokus på at skabe en bedre indretning til gavn for forskellige patientgruppers behov.’

Sundhedskommissionen har desuden fokuseret på, at der bør etableres bedre fysiske rammer for børnepsykiatrien, hvilket også er indtænkt i den nye psykiatribygning med et skærmet afsnit for børn.


For yderligere information kontakt Departementet for Boliger og Infrastruktur på box909@nanoq.gl