Enighed om lige løn- og ansættelsesvilkår for politi- og anstaltsbetjente i Grønland, Danmark og på Færøerne
Sendes af: Departementet for Råstoffer og Justitsområdet
Naalakkersuisoq for Finanser, Ligestilling, Råstoffer og Justitsområdet har onsdag holdt møde med den danske justitsminister Peter Hummelgaard.
På mødet bekræftede justitsministeren den danske regerings løfte om en varig løsning, der ligestiller løn- og ansættelsesvilkår for politi- og anstaltsbetjentene i Grønland med deres kolleger i Danmark og på Færøerne.
Naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen udtaler i den forbindelse:
”Det er med stor glæde at Naalakkersuisut modtager løftet fra den danske justitsminister om lige lønvilkår for politi- og anstaltsbetjente i Grønland med deres kollegaer på Færøerne og i Danmark. Naalakkersuisut har været glade for det puljefinansierede løft af lønnen, men har vedholdende efterlyst en varig løsning for aflønning af politi og anstaltsbetjente. Det er vigtigt i forhold til fastholdelse og rekruttering af disse samfundskritiske personalegrupper og det er et nødvendigt tiltag, hvis vi vil opnå jævnbyrdighed landene imellem”.
Udover løn- og ansættelsesvilkår blev en række andre vigtige emner på Justitsområdet berørt, herunder Naalakkersuisuts ønske om at hæve den nugældende foranstaltningsramme i kriminalloven fra 10 til 16 år.
Naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen udtaler:
”Drøftelserne med den danske justitsminister har som udgangspunkt været positive og konstruktive. På mødet har vi igen fremført ønsket om en forhøjelse af foranstaltningsrammen. Vi henviser til det danske regeringsgrundlag, hvor der klart og tydeligt står, at den danske regering vil prioritere at opdatere lovgivning på danske ansvarsområder i Grønland. Jeg har på Naalakkersuisuts vegne en klar forventning om, at den danske regering er lydhør overfor det grønlandske ønske”.
Herudover blev der drøftet ønsker til det kommende flerårsforlig for domstolene.
Mødet blev afsluttet med et besøg i Socialstyrelsens forebyggelsesenhed, Paarisa, der står for oplysningskampagnen om den nye samtykkelov og et besøg på klinik Killiliisa, der udfører krænkerbehandling.