Gå til sidens indhold
  1. Del link

Nekrolog om Juaanna Petrussen, 1950-2023

Sendes af: Departement for Finanser og Ligestilling
Naasut

Det er med sorg, at vi i går modtog budskabet om Juaanna Petrussens bortgang.

Juaanna var et aktiv for samfundet og har i årtier bidraget med sin faglighed, frivillighed og medmenneskelighed.

Som en af de første blev Juaanna uddannet ved journalistuddannelsen her i Grønland. Hun havde en rig karriere inden for journalist- og formidlingsområdet, hvor hun arbejdede bl.a. som radiojournalist, radiochef og redaktør af forbrugerbladet Atuisoq. Som radiojournalist var hun dygtig til at få folk i tale, hvilket blandt andet kom til udtryk i en række udsendelser fra Nanortalik, hvor hun optog ældres livserfaringer og oplevelser med at leve i telt i alle sommermåneder og sikre vinterforråd.

Det var ikke kun journalistikken der optog Juaanna. Hun brændte også for sundhedsspørgsmål og psykisk trivsel. Gennem PAARISA arbejdede hun i en årrække med sundhedsfremme gennem oplysning og kampagner. Men hun holdt sig ikke kun til faglige bidrag. Mennesker i nød har også truffet Juaanna gennem hendes virke som telefonpasser ved AIDS-linjen og TUSAANNGA. Hendes interesse for mennesker og samfundsudvikling gjorde hende derudover til et oplagt medlem af det første Etiske Råd.

I sine senere år arbejdede hun som freelancetolk, hvor var meget anerkendt og efterspurgt på baggrund af sine store kompetencer inden for sproget. Hun havde et veludviklet sprogøre og har oversat og versioneret adskillige bøger, primært fra dansk til grønlandsk. Hendes glæde ved bøger var stor og ønsket om at udbrede glæden ved bøgernes univers gjorde hende til et aktivt medlem af Kalaallit Atuakkiortut (Grønlands Forfatterforeningen) i 7 år.

Hendes interesse for samfundsforhold og mennesker kom også til udtryk gennem hendes engagement i kvindebevægelsen Kilut. Kilut blev stiftet i Sisimiut i 1976 og havde til formål at tage emner op med betydning for kvindernes stilling i samfundet. Kilut behandlede emner som familiemønstre, vold, skilsmisse, abort og meget mere. Kilut var beslægtet med den daværende danske rødstrømpebevægelse, men dog med den hovedforskel, at Kilut ikke kun arbejdede ud fra en målsætning om øget ligestilling, men også ud fra de økonomiske og politiske målsætninger, som lå til grund for hjemmestyrets indførelse.

Juaanna var en modig debattør og drog nytte af dette som politisk aktiv i Inuit Ataqatigiit. I den forbindelse blev hun det andet kvindelige landsstyremedlem i hjemmestyrets tid. Det skete da hun i 1988 varetog posten som Naalakkersuisoq for Handel, Trafik og Ungdomstjeneste.

Juaanna efterlader sig en datter, svigersøn og tre børnebørn. Vores tanker går til dem med et håb om, at hendes forbilledlige virke for samfundet vil være en vedvarende inspiration og trøst.

Æret være hendes minde!

Nuuk, den 1. juni 2023.

Naaja H. Nathanielsen