Gå til sidens indhold

Danmark og Grønland sætter uvildig udredning af spiralsagen i gang

Sendes af: Departement for Sundhed
Naasut

Et hold af forskere går nu i gang med at afdække, hvad der er sket i den såkaldte spiralsag, hvor grønlandske piger og kvinder i 1960’erne fik opsat svangerskabsforebyggende spiraler. Forskerne skal undersøge sagens omfang, beslutningsprocessen bag og afdække implicerede kvinders oplevelser.

Den danske regering og Naalakkersuisut blev sidste år enige om at iværksætte en uvildig udredning af spiralsagen og den øvrige praksis for svangerskabsforebyggelse i Grønland i perioden 1960 til 1991.

Forskere skal nu undersøge sagens omfang, beslutningsprocessen bag og afdække implicerede kvinders oplevelser.

Projektet ledes fra Ilisimatusarfik Center for Arktisk Velfærd i samarbejde med Center for Folkesundhed i Grønland ved Syddansk Universitet.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
”Danmark og Grønland har tætte bånd, men vores fælles historie rummer desværre også mørke kapitler, som vi er nødt til at få frem i lyset og lære af. Derfor er det godt, at arbejdet med at få belyst denne ulykkelige sag nu sættes i gang, og at uvildige forskere får mulighed for at dykke grundigt ned i både historiske kilder og vidnesbyrd fra de berørte kvinder. Deres historier har gjort et dybt indtryk på mig, og det er vigtigt, at vi nu kommer til bunds i, hvad der er sket i sagen.”

Naalakkersuisoq for Sundhed, Mimi Karlsen, siger:
”For de berørte kvinder og samfundet som helhed er det vigtigt, at udredningsarbejdet nu endelig kan komme i gang. Kvinderne har allerede ventet længe på at få svar på hvad der præcist skete dengang. Det har været vigtigt for mig, at de berørte kvinder har mulighed for at komme til orde, og at udredningsarbejdet forankres i Grønland. Beretninger fra de involverede er et vigtigt element, for at komme til bunds i sagen. Jeg ønsker forskerne god arbejdslyst og ser frem til at få præsenteret resultatet af deres arbejde.”

Leder af Ilisimatusarfik Center for Arktisk Velfærd og seniorforsker ved Center for Folkesundhed i Grønland, Syddansk Universitet Tenna Jensen, skal lede forskerholdet. Hun siger:
”Vi ser frem til at gå i gang med at afdække denne vigtige sag. Udredningen skal bygge på institutioners og fagpersoners generelle viden, relevante historiske kilder og interviews med personer, der var involveret i eller berørt af sagen. Det er vigtigt, at alle berørte kvinder får mulighed for at afgive deres individuelle beretninger.”

Udredningen skal afdække perioden 1960-1991 indtil den grønlandske hjemtagelse af sundhedsområdet. Det forventes, at udredningen er færdig i maj 2025.

Læs kommissoriet for udredningen her

Læs mere om aftalen om udredningen her

Faktaboks: Holdet bag udredningen:

- Tenna Jensen, leder af Ilisimatusarfik Center for Arktisk Velfærd og seniorforsker ved Center for Folkesundhed i Grønland, Syddansk Universitet (leder af forskerholdet)
- Bonnie Jensen, adjunkt ved Ilisimatusarfik
- Gitte Adler Reimer, rektor ved Ilisimatusarfik
- Inge Høst Seiding, institutleder ved Ilisimatusarfik
- Ingelise Olesen, forskningskoordinator ved Ilisimatusarfik
- Janne Rothmar Herrmann, professor ved Københavns Universitet
- Kirsten Nystrup, specialkonsulent ved Center for Folkesundhed i Grønland Syddansk Universitet
- Maja Christiansen, specialkonsulent ved Center for Folkesundhed i Grønland Syddansk Universitet
- Mette Seidelin, seniorforsker, Rigsarkivet
- Naja Carina Steenholdt, forsker ved Center for Folkesundhed i Grønland Syddansk Universitet
- En videnskabelig assistent, som ansættes ved Ilisimatusarfik, når udredningsarbejdet er påbegyndt.

Faktaboks: Det skal den uvildige udredning afdække

  • Den historiske kontekst for den svangerskabsforebyggelsespraksis, der blev indledt i 1960’erne.
  • Beslutningsforløbet, der ledte frem til initiativet vedrørende indførelse af brug af spiraler og andre svangerskabsforebyggende metoder.
  • Den konkrete gennemførelse i Grønland og for grønlandske piger, som var indskrevet på efterskoler i Danmark.
  • Hvordan de grønlandske piger og kvinder har oplevet forløbet gennem indsamling af vidneberetninger.
  • Det retslige, administrative og sundhedsfaglige grundlag på daværende tidspunkt for opsætning af spiraler og for den øvrige svangerskabsforebyggelsespraksis i landet og for elever på efterskoler i Danmark i perioden.

Spørgsmål fra pressen kan stiles til leder af forskerholdet, Tenna Jensen, på teje@uni.gl, Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt på pressevagt@sum.dk eller til Departementet for Sundhed, Grønlands Selvstyre på pn@nanoq.gl