Gå til sidens indhold

Sundhedskommissionen offentliggør betænkning

Sendes af: Departement for Sundhed
Naasut

Sundhedskommissionens betænkning offentliggøres mandag den 22. maj 2023, og i den forbindelse afholder Sundhedskommissionen et pressemøde kl. 15.00-16.30 i Naalakkersuisuts presserum.

Mødet vil blive livestreamet, og der vil være simultantolkning samt tegnsprogstolkning.

Ulrik Blidorf, Formand for Sundhedskommissionen, udtaler:

”Det er et stort arbejde, som Sundhedskommissionen snart kan præsentere for offentligheden. Igennem de seneste tre år har vi undersøgt sundhedsvæsenets styrker og svagheder samt befolkningens ønsker til sundhedsvæsenet rundt om i landet for at kunne give de mest retvisende anbefalinger til forbedringer. Sundhedskommissionens betænkning kan ikke med et snuptag løse alle sundhedsvæsenets udfordringer. Men jeg håber, at kommissionens anbefalinger vil give anledning til debat i befolkningen og blandt politikerne. Hvis vi skal have et stærkere sundhedsvæsen i fremtiden, skal der træffes nogle vigtige beslutninger.”

Naalakkersuisut nedsatte i foråret 2020 kommissionen, der har haft til opgave at udarbejde anbefalinger til tilpasninger og forbedringer af sundhedssystemet, herunder blandt andet sundhedsvæsenets struktur som helhed, rekruttering og fastholdelse af personale, samt samarbejde med Danmark og udlandet. Anbefalingerne skal udgøre Inatsisartuts grundlag for en sundhedsreform.

Sundhedskommissionen skulle oprindeligt have afleveret sin betænkning i foråret 2022, men coronarestriktioner på forsamlinger og rejser samt øget beredskab i sundhedsvæsenet forsinkede processen med et år.

For nærmere information kontakt Sundhedskommissionens sekretariat på e-mail: mhol@nanoq.gl eller tlf. + 299 345527

Ulrik Blidorf
Formand for Sundhedskommissionen