Ny bekendtgørelse skal sikre udfasning af fluorholdige drivhusgasser og samtidig sikre, at Grønland ikke bliver marked for klimaskadelige stoffer
Sendes af: Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
Naalakkersuisut har vedtaget en ny bekendtgørelse om visse fluorholdige drivhusgasser, der især anvendes som kølemidler i industrien. Bekendtgørelsen skal sikre, at der sker en gradvis udfasning af stofferne.
Bekendtgørelsen skal ses i lyset af den seneste ændring af Montrealprotokollen, den såkaldte Kigali-aftale. Montrealprotokollens primære formål var oprindeligt at sikre beskyttelse af ozonlaget ved at udfase stoffer, der nedbryder ozonlaget.
Sidenhen er de ozonlagsnedbrydende stoffer blevet erstattet af stoffer, der ikke nedbryder ozonlaget, men til gengæld er kraftige drivhusgasser, som medvirker til at accelerere de globale temperaturstigninger.
En udfasning af stofferne på verdensplan er beregnet til at kunne reducere de globale temperaturstigninger med op til 0,5 grader celsius.
- Det er vigtigt for Naalakkersuisut, at Grønland ikke ender som et marked for klimaskadelige stoffer i takt med, at de bliver udfaset. Dette er samtidig et signal om, at Grønland tager medansvar i forhold til at begrænse globale klimaforandringer, udtaler Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, Kalistat Lund.
I lighed med andre lande indfører Grønland et totalforbud mod de fluorholdige drivhusgasser fra udgangen af 2035. Hvis der på tidspunktet for totalforbuddet ikke findes reelle alternativer, vil det i særlige tilfælde være muligt at opnå dispensation til fortsat anvendelse af stofferne.
Baggrund
Alle 193 FN-medlemslande har tilsluttet sig Montrealprotokollen. Kigali-aftalen er indtil videre underskrevet af 148 FN-medlemslande.
Lovgivning
Da Kigali-aftalen er koblet op på Montrealprotokollen har det samtidig med udstedelsen af bekendtgørelsen om visse fluorholdige drivhusgasser været nødvendigt at opdatere bekendtgørelsen fra 2001 om visse ozonlagsnedbrydende stoffer.
- Selvstyrets bekendtgørelse nr. 32 af 28. oktober 2022 om visse ozonlagsnedbrydende stoffer
- Selvstyrets bekendtgørelse nr. 13 af 24. marts 2023 om visse fluorholdige drivhusgasser
For yderligere oplysninger kontakt:
Departementschef Natuk Lund Olsen på tlf. 34 64 76 eller på e-mail natl@nanoq.gl