Mimi Karlsen: Anbragte børn fra Østgrønland skal ikke miste deres kulturelle tilknytning
Sendes af: Departement for Børn, Unge og Familier
Børn fra Østgrønland, skal så vidt muligt anbringes i nærheden af deres hjemby. Det er Naalakersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed og borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq enige om. Alle børn har ret til at bevare deres sprog og kultur, understreger Naalakkersuisoq Mimi Karlsen.
I alt er 36 børn fra Østgrønland anbragt på selvstyreejede døgninstitutioner rundt om på kysten. 23 af dem er anbragt uden for Tasiilaq, langt væk fra deres familier og kulturelle tilknytning.
- Vi ser desværre, at børn kommer i risiko for at miste deres sprog og tilknytning til deres kultur, når de anbringes uden for Østgrønland. Vi skal tage hensyn og være med til at bevare deres kulturelle identitet, som er deres ret, siger Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed, Mimi Karlsen.
Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed, Mimi Karlsen, skal samarbejde med borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen, om at se på muligheden for at udvide døgninstitutionen i Tasiilaq, så børn der skal anbringes, i højere grad kan blive i Østgrønland, i nærheden af deres familier.
Naalakkersuisut har med handlingsplanen Bedre forebyggelse, færre anbringelser: Handlingsplan for det forebyggende arbejde i familier 2023-2030, blandt andet sat sig som mål at forebygge mistrivsel og omsorgssvigt i familier og sikre, at færre børn og unge anbringes uden for hjemmet.
Hvis et barn fra Østgrønland skal anbringes på en døgninstitution, skal det så vidt muligt være i nærområdet, da barnet også skal have mulighed for samvær med sin familie og bevare sin kulturelle tilknytning.
Fokus på barnets tarv og barnets behov er vigtigt. Der skal til enhver tid tages højde for, hvad der er bedst for barnet, når der tages beslutninger om barnets liv, uanset hvor barnet kommer fra.
- Gode rammer og rette kompetencer er afgørende for, at barnet får en sund opvækst. Jeg ser frem til det videre samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq, siger Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed, Mimi Karlsen.
For nærmere information kontakt ministersekretær Naja Lynge-Petersen på e-mail: nalp@nanoq.gl eller tlf: +299 34 66 41